SSR – Særlig Sikret Retsbygning
- Bygherre: Bygningsstyrelsen.
- Kunde: Domstolsstyrelsen.
- Rådgiver: JJW Arkitekter.
- Entreprenør: Hovedentreprenør: Jakon A/S.
- Øvrige: Underrådgivere: Oluf Jørgensen AS og Spangenberg & Madsen. Sikringsentreprenør: Sikom Danmark A/S.
- Budget: Cirka 124,6 millioner.
- Areal: Cirka 2.575 kvadratmeter.
- I brug: 2022.
Hvis en indsat i Vestre Fængsel skulle får den idé at grave sig ud af fængslet og stikke af via en tunnel, kan den flittige graver ende i retten. Meget bogstaveligt.
Domstolsstyrelsen har nemlig planlagt at opføre en ny retsbygning, som kommer til at ligge som en selvstændig bygning uden for men tæt på Vestre Fængsels ringmur.
Der er tale om en særligt sikrede retsbygning, som skal indeholde en retssal på cirka 250 kvadratmeter, to mindre retssale til grundlovsforhør på hver 70 kvadratmeter samt tilhørende funktioner såsom venterum til vidner, voteringsværelser, anklagerværelser, celler med videre. Herudover etableres der en vagtbygning på cirka 50 kvadratmeter. Retsbygningen bliver opført i gule genbrugssten for at tilstræbe et arkitektonisk samspil med områdets eksisterende bygninger.
Med en beliggenhed så tæt på Vestre Fængsel forventes det, at der kan spares på Kriminalforsorgens omkostninger til fangetransporter.
Bygningsstyrelsen, der er bygherre på projektet, er i øjeblikket i gang med at forhandle kontrakten færdig. Selve byggeriet forventes påbegyndt omkring årsskiftet 2019/2020.