Mennesketomme lokaler og vinduer, der ikke er blevet pudset i lang tid. Det er efterhånden et meget almindeligt syn i København, hvor massevis af erhvervslokaler lige nu står ledige. 1.562.900 kvadratmeter for at være præcis, viser nye tal fra erhvervslokaleportalen Oline.
200 fodboldbaner
Alene i hovedstaden står der lige nu så mange ubrugte kontorer, industri- og lagerhaller samt forretninger i en størrelsesorden, så Parken ville kunne få plads til over 200 nye fodboldbaner.
– Kort og godt kan det forklares med, at det ikke kun er mennesker, der er blevet ledige under krisen. De bygninger, der udgjorde de fysiske rammer for deres arbejdspladser, er også blevet ramt, siger chefanalytiker i Dansk Byggeri, Finn Bo Frandsen, og tilføjer:
– Vi må erkende, at det efterhånden er blevet normalt, at der står mange ledige lokaler, og det er et klokkeklart tegn på, at krisen stadig har godt fat i erhvervslivet. Også i København, hvor der jo ellers er godt gang i væksten, fortæller chefanalytikeren.
Tomgang fortsætter
Der er ingen udsigt til, at der foreløbig vil ske et fald i de ledige kvadratmeter, og Dansk Byggeri forudser, at det vil tære på bygningerne, at erhvervslivet ikke benytter de mange kvadratmeter.
– Der er ingen tvivl om, at vi vil komme til at stå over for et stort problem, når vi kigger frem i tiden. Allerede nu er lokalerne i meget forskellig stand, og mange virksomheder undlader at renovere og vedligeholde bygningerne, der står ubenyttede hen, siger Finn Bo Frandsen og fortsætter:
– Når der begynder at komme gang i hjulene igen, har vi gamle lokaler med gammelt indmad. Det er et problem for Danmarks konkurrenceevne, for man må ikke tro, at en ældre bil kan køre lige så hurtigt som en ny, og det vil hovedstaden blive ramt af i takt med at væksten stiger, siger han.
Det er ikke kun i hovedstaden, at der er mange ledige kvadratmeter. På landsplan var ledighedsprocenten for erhvervsejendomme på to procent i 2007, mens den ved indgangen til fjerde kvartal var på næsten fem procent.