Opdateret … – Vi kan konstatere, at vi havde ret i vores påstand om, at kommunen var rigtig dårligt rådgivet. Og at meget af det arbejde, vi blev bedt om at udføre, var i strid med gældende regler og god byggeskik, siger Martin Skou Heidemann efter, at der er faldet afgørelse i sagen om udvidelse af Roskilde Badet.
Dermed fastslår nævnet, at kommunen var uberettiget i sin bortvisning af Skou Gruppen fra projektet, og desuden giver afgørelsen – ud over den faglige oprejsning – Skou Gruppen en kompensation på 7,8 mio. kroner, som påvirker virksomhedens resultat for det igangværende regnskabsår positivt.
Udmattelseskamp
Voldgiftsafgørelsen er på ingen måde overraskende for hverken Martin Skou Heidemann eller teknisk direktør Jesper Egund, begge fra Skou Gruppen.
De henviser til en syn og skønsrapport fra juli 2020, der giver virksomheden medhold i ni af de 10 forhold, som man er uenige med Roskilde Kommune og kommunens rådgiver om.
Ydermere henviser Martin Skou Heidemann og Jesper Egund til en Build-rapport til Roskilde Kommune fra august 2021, der fortæller om en lang og rodet beslutningsproces, svag byggeledelse, mangelfuld rådgivning og store problemer med forsinkelser og fordyrelser i svømmehalsprojektet:
– Det ærgrer mig, at kommunen efter syn og skønsrapportens og Build-rapportens ret tydelige konklusioner ikke søger at indgå forlig med os og få afsluttet sagerne. Det er nærmest som om, der foregår en udmattelseskamp mellem bygherren og rådgiveren på den ene side og os som entreprenører på den anden, siger Jesper Egund.
– Det er langt fra alle entreprenører, som er så solide og robuste som os, så de kan holde til at afvente den slags afgørelser og økonomisk kompensation i årevis, tilføjer Martin Skou Heidemann.
Kræver stor dygtighed hos alle parter
Roskilde Badet er dog ikke det eneste svømmehalsbyggeri, som er løbet ind i problemer med projektering, budgettering og gennemførelse.
Build-rapporten nævner Dragør svømmehal, Øbrohallen og Vallensbæk Kommunes ny svømmehal.
Og så er der den meget omtalte renovering af Frederiksberg Svømmehal, som Dagens Byggeri fortsat dækker udviklingen i.
Læs mere: Problemerne fortsætter: Flere fejl og mangler forsinker Frederiksberg Svømmehal igen-igen
Her afventer Skou Gruppen også en Voldgiftsafgørelse:
– Det er ærgerligt, når bygherren og dennes rådgivere ikke vil lytte til entreprenørens ekspertise. Havde vi sat os til bordet alle parter for at finde de rigtige og bedste løsninger, så ville Frederiksberg Svømmehal være genåbnet allerede, siger Jesper Egund.
Han suppleres af Martin Skou Heidemann:
– Komplicerede byggerier – som eksempelvis svømmehaller – kræver stor dygtighed hos alle parter og stor vilje til at indgå i en faglig dialog og løse problemerne i fællesskab. Det er brandærgerligt for os, når vi oplever, at vores byggefaglige viden og forsøg på at opnå dialog og gode løsninger tilsidesættes. Endda af samme rådgiver på flere sager.
Rådgiveren Cowi henviser til Roskilde Kommune, og her siger borgmester Tomas Breddam til Dagens Byggeri:
– Vi har været meget optagede af at få vores svømmehal færdig. Vi oplevede, at Skou Gruppen obstruerede arbejdet på byggepladsen og valgte derfor at ophæve kontrakten. Allerede dengang vidste vi godt, at det ikke var sikkert, at det var en sag, vi kunne vinde i Voldgiftsretten. Så vi tager afgørelsen til efterretning, selvom jeg selvfølgelig hellere havde set, at vi skulle betale et mindre beløb.