Det bliver Skou Gruppen, der skal varetage udvidelsen af Dragør Skole Nord. Det har Dragørs borgmester, Eik Dahl Bidstrup, og Skou Gruppens direktør, Martin Skou Heidemann, netop skrevet under på. Det oplyser Skou Gruppen, og Martin Skou Heidemann ser frem til at udføre et stort projekt for Dragør Kommune.
– Vi er glade for, at vi har vundet totalentreprisen. Dragør Kommune er en af de syv kommuner, Skou Gruppen har en serviceaftale med, og derfor glæder vi os til at vise kommunen, at vi også er dygtige til store projekter og ikke bare dag til dag-opgaver, siger Martin Skou Heidemann.
Vi glæder os til at vise kommunen, at vi også er dygtige til store projekter og ikke bare dag til dag-opgaver.
Martin Skou Heidemann Direktør, Skou Gruppen
Straks efter underskrifterne var blevet sat, påbegyndte Skou Gruppen planlægningen af byggeriet, så udvidelsen af skolen kan være så langt fremme som muligt, inden vinteren kommer. En af de første opgaver i projektet bliver at tegne udvidelsen af skolen. Her har Skou Gruppen entreret med den mangeårige samarbejdspartner KHS Arkitekter.
Skolen udvides fra to et halvt til tre spor per klassetrin. Projektet forventes færdigt til skolestart 2016, og udvidelsen vil give plads til cirka 900 børn på Dragør Skole Nord.
Skou Gruppen har flere skolerenoveringer under bæltet, senest Bistrup Skole for Rudersdal Kommune og Torstorp Skole for Høje Taastrup Kommune, og entreprenøren oplyser, at man herfra har erfaring med de sikkerhedsmæssige aspekter ved at arbejde på en skole, der skal være i brug under byggeriet.
Projektsummen for udvidelsen af Dragør Skole Nord er 12 millioner kroner.