PFA lancerer nyt kontorkoncept i Aarhus

Sundhed, fællesskab og bæredygtighed bliver kendetegnede for "The Union", som udbredes til hele Danmark i den kommende tid.
Det nyopførte Engsøhus ved Aarhus er første sted, hvor PFA lancerer deres nye kontorkoncept: "The Union". Visualisering: Cebra Arkitekter.
Det nyopførte Engsøhus ved Aarhus er første sted, hvor PFA lancerer deres nye kontorkoncept: "The Union". Visualisering: Cebra Arkitekter.

Hjemmearbejde, fleksible arbejdstider, CO2-reduktioner og sunde medarbejdere.

Forestillingen om den moderne arbejdsplads har været under hastig forandring de senere år. En forandring som blev accelereret af coronapandemien og har ansporet mange virksomheder til genoverveje, hvordan man indretter sine kontorer.

De forandringer vil PFA imødekomme med lanceringen af et innovativt flerbruger-kontorkoncept: “The Union”, som skal fremtidssikre PFA’s kontorportefølje.

– Hos PFA har vi en stærk tro på, at en god forretning ikke alene handler om bundlinje og profit. I dag oplever vi, at virksomhederne især er optaget af muligheden for at tiltrække de rigtige medarbejdere og deres evne til at vise samfundssind gennem grøn omstilling. Det vil vi gerne hjælpe virksomhederne med at understøtte ved at skabe de bedste forudsætninger for at drive en sund forretning, siger Mikael Fogemann, ejendomsdirektør i PFA.

De første lejere er klar

Klokken 10 torsdag lyder startskuddet til The Union i Aarhus ved Engsøhus, som netop er indviet og taget i brug af MT Højgaard, ISS A/S, Dansk Industri samt Tolstrup & Hvilsted.

Engsøhus bliver det første i rækken af foreløbigt 17 kontorejendomme, som tæller i alt 168.000 etagekvadratmeter.

Alle ejendommene vil have lejemål til både store og mellemstore virksomheder og udvalgte ejendomme vil ydermere indeholde et kontorhotel som vil kunne imødekomme kontorbehovet også for enkeltmandsvirksomheden.

Det er planen, at The Union fremover skal implementeres i alle nyudviklede og eksisterende flerbrugerejendomme samt ved konvertering af eksisterende domiciler, hvis de fraflyttes.

Attraktive fordele

Flerbrugerkonceptet giver mulighed for at netværke på tværs af virksomhederne, da man kommer til at dele alt fra mødecenter, reception og kantine med loungeområde med lænestole til uformelle møder.

Samtidigt bliver lejere i The Union en del af et større fællesskab, der kaster adskillige fordele af sig: Favorable rabatordninger på møbler og planter samt services som rengøring og catering hører med i pakken, når man bliver en del af The Union.

Og alle lejere, uanset størrelse, bliver tilbudt særlig attraktive pensions- og forsikringspakker fra PFA, som normalt er forbeholdt virksomheder med minimum 50 medarbejdere.

– Medarbejdertrivsel er kernen i The Union. Derfor har vi et stort fokus på indretning af vores kontorhuse, fordi vi ved det har stor betydning for arbejdsglæden og produktiviteten. Vores kontorhuse har således både stille og aktive zoner, der understøtter en sund og aktiv arbejdsdag, hvor der kan tankes ny energi i et pulserende fællesskab. Desuden vil alle nye lejere blive tilbudt en gratis sundhedsanalyse, der både har fokus på den enkelte medarbejder og på virksomheden som helhed, siger Mikael Fogemann

PFA Ejendomme vil sammen med lejerne og brugerne i The Union videreudvikle konceptet løbende, så det imødekommer de behov som virksomhederne har i fremtiden.

Fremtidsforsker Louise Byg Kongsholm understreger:

– Covid-19 viste hvor hurtigt virksomhedernes rammebetingelser kan ændre sig, så en klar tendens er evnen til at kunne omstille sig. Kontormarkedet har historisk været forholdsvist konservativt, men med nye krav fra lejerne til blandt andet fleksibilitet, bæredygtighed og service er det smart at finde en model, hvor man løbende får kalibreret kundernes behov til produktet.

Slut med tomme skriveborde

I The Union bliver lejerne en del af et fællesskab, der har fokus på bæredygtighed, og som handler om at balancere mellem økonomisk vækst, sunde arbejdspladser og positiv indflydelse på klimaet.

De fleste af The Unions kontorhuse er DGNB-certificerede ligesom alle huse har godt indeklima, god akustik og er udstyret med et ‘smart building-system’, der skal sikre, at kontorhusene bliver brugt så effektivt og bæredygtigt som muligt.

Dette understøtter de CO2 reduktionsmål som PFA Pension har sat via medlemskabet i Net Zero Asset Owner Alliance – for erhvervsejendomme i Danmark er målet 35 procent for perioden 2019 til 2024.

Det betyder blandt andet at virksomhederne, hvis de ønsker det kan følge med i, hvor meget kontorpladserne og møderummene bliver brugt og hvornår.

For virksomheder, hvor fleksibilitet betyder meget tilbydes på udvalgte lejemål en “all in” lejekontrakt, hvor man kan flytte ind i et møbleret lejemål med kort bindingsperiode og en mere enkelt kontrakt.

– Den billigste og mest bæredygtige kvadratmeter er den, der ikke bliver bygget. Derfor vil vi hjælpe vores lejere til at finde ud af, hvor mange kontorpladser, man rent faktisk har brug for igennem digital monitorering. På den måde undgår, at lejerne skal betale for kontorpladser man i virkeligheden ikke har brug for. Det lyder måske high tech, men er i virkeligheden gammeldags sund fornuft, siger Mikael Fogemann.

Relateret indhold