Ny rapport: Væksten er reel

CRM-Byggefakta kan med sin seneste rapport "Trends for Byggebranchen 2011-14" dokumentere en vækst i den danske byggebranche.
CRM-Byggefakta har regnet sig frem til, at vi kan forvente en vækst på 5,2 procent fra 2013-2014 i det samlede, realiserede byggeri.Foto: Colourbox.
CRM-Byggefakta har regnet sig frem til, at vi kan forvente en vækst på 5,2 procent fra 2013-2014 i det samlede, realiserede byggeri.Foto: Colourbox.

Hvordan står det til i den danske byggebranche? Det er det bærende spørgsmål i den årlige rapport udgivet af CRM-Byggefakta, hvor de tager temperaturen på de danske byggepladser.

Seneste udgave er netop offentliggjort under navnet “Trends for Byggebranchen 2011-14”, og den indeholder statistikker over dansk byggeri i 2011, 2012, 2013 samt prognoser for udviklingen i 2014.

Rapporten er baseret på en massiv datamængde fra intet mindre end 100.000 interviews fra 13.000 byggeprojekter. Undersøgelsen besvarer blandt andet følgende spørgsmål:

Hvad er tendensen? I hvilke regioner er væksten størst? På hvilke typer af byggerier? Hvilke bygherrer? Og hvad er de største aktive byggeprojekter i øjeblikket?

Solid dokumentation

Rapporten giver svarene baseret på fakta fra markedets mest omfattende database på området.

– Foruden 28 statistikker over byggerier, der er realiseret i de sidste tre år, informerer rapporten blandt andet om Top 10 Byggeprojekter igangsat i 2013. Dels i hele landet, dels i de fem regioner, fortæller direktør Jens Slott Johansen fra CRM-Byggefakta i en pressemeddelelse.

Rapporten fokuserer endvidere på udsigterne for 2014, blandt andet med baggrund i planlagte byggerier. Det giver 26 prognoser for 2014.

– Her viser vores beregninger, at der kan forventes en vækst fra det samlede, realiserede byggeri i 2013 på 58,353 milliarder kroner til 61,399 milliarder kroner i 2014 – svarende til en fremgang på 5,2 procent, lyder det fra Jens Slott Johansen.

20 års erfaring

I indsamlingsfasen til “Trends for Byggebranchen 2011-14” har researchafdelingen hos CRM-Byggefakta været i kontakt med beslutningstagerne på hvert byggeprojekt op til 10 gange. Dermed er der samlet set gennemført cirka 100.000 research-interviews.

CRM-Byggefakta, der i dag har 50 ansatte, har i mere end 20 år indsamlet og videreformidlet detaljerede informationer om bygge- og anlægsprojekter landet over, såvel private som offentlige. De registreres og opsamles i den avancerede database Parabyg.

Rapporten kan findes på CRM-Byggefaktas hjemmeside.

Relateret indhold