Naturlige akustiklofter i naturbydel

De første 33 boliger i det visionære Realdania-projekt Ringkøbing K bliver med lofter fra Troldtekt A/S.
Strandkanten har 33 boliger. Visualisering: N+P Arkitektur.
Strandkanten har 33 boliger. Visualisering: N+P Arkitektur.

Om Naturbydelen

  • – Naturbydelen Ringkøbing K udvikles i partnerskab mellem Ringkøbing-Skjern Kommune og Realdania By & Byg.
  • – Det samlede område er på 84 hektar, og på halvdelen af arealet skal der opføres cirka 1.000 boliger i tæt og lav bebyggelse med direkte adgang til naturen. Området får desuden en række naturfaciliteter.
  • – Frifeldt er bygherre på bydelens første 33 boliger, som har projektnavnet ‘Strandkanten’. N+P Arkitektur har tegnet boligerne.

Naturbydelen Ringkøbing K er et partnerskab mellem Realdania By & Byg og Ringkøbing-Skjern Kommune. Målet er cirka 1.000 boliger, som opføres midt i – og med respekt for – naturen. Forleden bragte Dagens Byggeri et interview med vicedirektør i Realdania By & Byg, Peter Kjølby, der fortalte om projektet.

Netop nu er Frifeldt ved at færdiggøre bydelens første boliger, som bygges i naturlige materialer.

– Vi opfører 33 række-, dobbelt- og trippelhuse ned til Ringkøbing Fjord. Det er træhuse, som alle bliver med Troldtekt lofter, hvor træ jo også er en af hovedingredienserne, siger Henrik Ørts, teknisk chef i Frifeldt.

Åbne rum med god akustik

De 33 helårsboliger bygges løbende, i takt med at de bliver solgt. Der er stor interesse for projektet, som er tegnet af N+P Arkitektur, og når det første dobbelthus står klar i begyndelsen af foråret, kan interesserede købere opleve en af de naturlige boliger med egne øjne.

– Der bliver tale om huse med store åbne rum, og netop her er det alfa og omega med god akustik. Til det var det oplagt at anvende Troldtekt som loft, siger Henrik Ørts og fortsætter:

– Samtidig er det vigtigt med et robust loft. Træ er et arbejdende naturmateriale, og derfor vil husene give sig lidt over tid. Med valget af Troldtekt træbeton undgår vi revner, som godt kunne opstå med et gipsloft.

Hos Troldtekt ser adm. direktør Peer Leth frem til, at virksomhedens akustiklofter bliver en del af Ringkøbing K.

– Al produktion af Troldtekt akustikplader foregår i Ringkøbing-Skjern Kommune, så Naturbydelen ligger jo i vores baghave. Jeg glæder mig til, at de første boliger står klar, og jeg er stolt over, at vores lofter er med i dem, siger Peer Leth.

Relateret indhold