Selvom entreprenørkoncernen JFP opererer i hele landet, så er Herning trods alt hjemmebanen – og fredag indløb der en lokal hasteordre fra rådgiveren Niras. Der skulle hurtigst muligt støbes et fundament til en stor ilttank til Regionshospitalet Herning. Det skriver Herning Folkeblad.
Ilttanken er en del af forberedelserne til coronaberedskabet, som sygehuset og resten af sundhedssektoren forbereder sig på, så der var hos entreprenøren stor forståelse for vigtigheden af hurtigt arbejde.
Projektchef Søren Trærup fik travlt ved telefonen, og allerede tidligt lørdag morgen gik arbejdet i gang. Senere på formiddagen var fundamentet støbt færdigt og kan nu hærde.
Søren Trærup forklarer til Herning Folkeblad, at der i hele teamet var enighed om, at der ikke opkræves betaling for opgavens udførelse.
– Det er en helt speciel situation, og jeg tror, at de har rigeligt at bruge deres penge på i forvejen i Regionen, fortæller projektchefen til avisen.
Opgaveløsningen omhandlede ud over nogle folk fra JFP blandt andet betonlevering fra Unicon samt en gravemaskine fra Spjald Entreprise.