Første præfabrikerede p-hus etableres

Et nyt byggeprincip bag et p-hus på Teglholmen skaber grobund for flere p-huse i Danmark af samme kaliber.
Det præfabrikerede p-hus på Teglholmen. Pressefoto.
Det præfabrikerede p-hus på Teglholmen. Pressefoto.

Med konceptet bag det nye præfabrikerede p-hus på Teglholmen kan der skabes flere p-pladser på en både billigere, mere enkel og effektiv måde.

P-huset er præfabrikeret i Tyskland, og er det første af sin art i Danmark. Det fortæller Orbicon i sit nyhedsbrev.

– Den nye type p-huse koster mindre end traditionelle p-huse i beton, blandt andet på grund af mindre materialeforbrug, en enklere byggeform og en effektiv proces, som gør det muligt at opføre cirka 100 p-pladser om måneden. Oven i det kommer et arkitektonisk udtryk, som passer bedre ind i det moderne bybillede. Samlet set betyder det, at det nu bliver nemmere at forløse det behov, der er for parkering i eksempelvis København, siger direktør Ove B. Petersen fra firmaet P-Plan, der projekterer parkeringsprojekter i hele Skandinavien, til DBI, som er det førende videnscenter for sikring og brandsikkerhed.

Et tysk komposit-system

C.G. Jensen er leverandør af det tyske komposit-system, hvor Orbicon har været med som rådgivende ingeniører på projektet:

– Vi har været med til at projektere pæle- og fundamenter og har også været med ind over forsyningsarbejdet. Derudover har vi været med til at validere det tyske konstruktionsprojekt over for Københavns Kommune, fortæller Sten Skakon, der er afdelingschef i Orbicon.

Københavns Kommune har som den første i Danmark godkendt DBI’s brandstrategi for det nye p-huskoncept:

– Vores opgave har været at sandsynliggøre, at det modulsystem, som parkeringshuset bygger på, kan modstå brand i biler, uden at det har indvirkning på bygningens stabilitet. Derfor har vi blandt andet gransket en række tyske og franske prøvningsresultater og vurderet dem statistisk. Her kan vi se, at hvis mindst 30 procent af facaden er åben, så holder de bærende konstruktioner til, at bilerne kan udbrænde uden svigt i de bærende systemer, forklarer Ib Bertelsen der er direktør i DBI i en pressemeddelelse.

P-huset er projekteret af P-Plan og opført af C.G. Jensen, mens Arkitema har fungeret som arkitekter på projektet. Bygherre er Sjælsø Gruppen og Pensam.

Relateret indhold