Elementer gør unikt projekt på Papirøen bygbart

Ved at levere elementerne til Papirøens bygninger komplette fra fabrik lettes koordineringen på den trange byggeplads på Papirøen i det centrale København. Det første tårn, Operatårnet, er nu oppe i fuld højde.
De karakteristiske skrå facader er allerede nu et tydeligt kendetegn ved Papirøen, der også er kendetegnet ved at være en byggeplads med meget begrænset plads. Derfor bliver de byggematerialer, der kan, leveret som hele eller delvist færdige elementer. Foto: Louise S. Strøbech
De karakteristiske skrå facader er allerede nu et tydeligt kendetegn ved Papirøen, der også er kendetegnet ved at være en byggeplads med meget begrænset plads. Derfor bliver de byggematerialer, der kan, leveret som hele eller delvist færdige elementer. Foto: Louise S. Strøbech

Papirøen (Christiansholm)

  • Bygherre: Udviklingsselskabet CØ bestående af Unionkul Holding, Nordkranen og Danica Ejendomme
  • Masterplan: Cobe med underrådgiverne Via Trafik Rådgivning A/S, Inside Out og Transolar Energietechnik
  • Totalentreprenør: NCC Danmark
  • Arkitekt: Cobe
  • Ingeniør: Moe
  • Omfang: 45.000 kvm med ejerlejligheder, andelsbolig, hotel, detailhandel samt
  • forskelligartede kulturelle aktiviteter.
  • Desuden: Øen ved den lille kanal bliver til en park inspireret af det 19. århundredes romantiske haver. Parken, der er designet af Cobe, er en donation fra AP Møller Fonden.
  • Kilde: Cobe og Byggefakta

Ejerlejligheder, almene boliger, hotel og markedshaller til butikker, cafeer, restauranter og kulturliv er på vej til Christiansholm, bedre kendt som Papirøen, på grund af dens fortid som centrallager for papir til avisproduktion.

Med Operatårnet i fuld højde er anledningen til rejsegilde nu nået. Her talte blandt andre direktør Palle Bjerre Rasmussen fra NCC Danmark, der udover at være totalentreprenør også er ansvarlig for beton- samt elemententreprisen.

– Vi er meget stolte af at være én af de få entreprenører i Danmark, der kan håndtere projekter i den her kategori – og her tænker jeg ikke kun på størrelsen, men på kompleksiteten. Den udfordrende arkitektur og den meget begrænsede byggeplads, der stiller store krav til logistik og planlægning.

Elementer leveres med høj færdighedsgrad

Den logistiske udfordring er blandt andet løst ved at bygge med elementer, der leveres med en høj færdighedsgrad. Det giver mindre materialeforbrug og begrænser mængden af affald på pladsen.

Som eksempel leveres badeværelserne komplette fra fabrik. På grund af bygningernes geometri er der flere end 300 unikke badeværelsesløsninger. Ved at bygge dem på fabrik undgår man at mange håndværksfag skal koordineres på byggepladsen alene til badeværelserne.

– Så måden, vi bygger Papirøen på, er god for miljøet, for arbejdsmiljøet og i sidste ende også for vores bygherre, fordi det er en effektiv, præcis og styret proces, siger Mikael Dahl-Jensen, projektdirektør i NCC.

- Vores vision for øens fremtid er at skabe et sted, der hylder byens kultur og den københavnske livsstil, har arkitekt og grundlægger af Cobe, Dan Stubbergaard udtalt ved en tidligere lejlighed. Her ses han ved rejsegildet. Foto: Jonathan Grevsen
– Vores vision for øens fremtid er at skabe et sted, der hylder byens kultur og den københavnske livsstil, har arkitekt og grundlægger af Cobe, Dan Stubbergaard udtalt ved en tidligere lejlighed. Her ses han ved rejsegildet. Foto: Jonathan Grevsen

Et ensartet arkitektonisk udtryk

Projektet består af en gruppe bygninger i forskellige højde og forløb, men med et ensartet arkitektonisk udtryk med skrånende facader.

Arbejdet kalder på avancerede løft med flere facadeelementer, der skal hælde sytten grader. Det hele iklædt den specialudviklede Christiansholmersten, som er nært beslægtet med de farver, der præger Operaen, Amalienborg og Nordatlantens Brygge.

Kælderen stod færdig i maj sidste år, hvor arbejdet primært foregik under terræn. Fjernvarmeforsyningen blev færdig kort før jul, og i den første del af året er bygningerne for alvor skudt i vejret. Alle bygninger – på nær Operahusene mod nord og Kanalhusene mod syd – vil nå deres endelige højde inden sommerferien.

Projektets etape 1 og 2 forventes at stå klar til aflevering i 2023. Etape 3 og landskab skal være færdige i 2024.

Følg projektet på www.papirøen.dk

Når Papirøens nye bygninger og tilhørende park står færdig i 2024, får københavnerne adgang til bl.a. ejerboliger, almene boliger, markedshaller til butikker, cafeer, restauranter og kulturliv samt et hotel med 128 værelser, restaurant, café og rooftopbar. Parkering etableres i kælderen. Illustration: Cobe
Når Papirøens nye bygninger og tilhørende park står færdig i 2024, får københavnerne adgang til bl.a. ejerboliger, almene boliger, markedshaller til butikker, cafeer, restauranter og kulturliv samt et hotel med 128 værelser, restaurant, café og rooftopbar. Parkering etableres i kælderen. Illustration: Cobe

Relateret indhold