Hirtshals Havn er en havn i vækst, og bl.a. arbejdes der på et stort CO2-lagringsprojekt og ambitionen om at blive Europas grønneste havn.
Dog har man nu annulleret de igangværende udbud for i stedet at dele havneudvidelsen op i flere etaper:
– Det er vigtigt, at vi på Hirtshals Havn hele tiden har en sund balance mellem vores udgifter og potentielle indtægter. Det er altid et sundt princip at have styr på sit cashflow, forklarer bestyrelsesformand for Hirtshals Havn, Michael Lundgaard Thomsen.
Pauseramt havneudvidelse vil gøre ondt på dansk konkurrenceevne
Hirtshals Havn havde budgetteret med udgifter på 1 mia. kroner til udvidelsen, men de indikative bud var betydeligt dyrere.
Kombinationen af bl.a. dyrere materialer og usikkerheder om den generelle økonomiske udvikling på markederne resulterede i større forventede udgifter til havneudvidelsen end først estimeret, oplyses det.
Og derfor arbejder havnen altså nu i stedet videre med havneudvidelsen i en ny model, hvor udvidelsen foregår i et tempo, der er økonomisk forsvarligt, siger Michael Lundgaard Thomsen:
– Havnen har en bundsolid økonomi, og så sent som sidste år overgik vi vores økonomiske forventninger. Det er utrolig vigtigt, at vi viser økonomisk bevidsthed, for ingen har interesse i, at vi påtager os en større risiko, end vi ønsker eller kan bære.
‘Den grønneste havn i Europa’
Hirtshals Havns har en ambition om at blive ’den grønneste havn i Europa’, og den ambition ændrer beslutningen om at annullere udbuddet ikke på.
Havnen fortsætter målrettet med planerne om at blive knudepunkt for produktion og forbrug af vedvarende energi og at etablere samarbejder med virksomheder, der arbejder med grøn omstilling.
Nærmer sig et europæisk stormarked for CO2-fangst
F.eks. offentliggjorde havnen for nylig, at virksomheden Green Energy Vault vil gennemføre en investering på 500 mio. kroner på Hirtshals Havn, og tidligere på året besluttede virksomheden Norwegian Hydrogen at etablere et stort anlæg til brintproduktion på havnen.
Ligeledes fortsætter samarbejdet i Greenport Scandinavia-regi om etablering af Nordeuropas største CO2-hub på Hirtshals Havn også som planlagt. Projektet skal gøre havnen til omdrejningspunkt for lagring og udskibning af flere millioner tons CO2 årligt til tomme olie- og gasfelter i Nordsøen.