DI Byg holdt torsdag årsdag som en branche med vinden i ryggen, men branchedirektør Elly Kjems Hove slog samtidig over for Dagens Byggeri fast, at branchen står over for en række udfordringer:
– For det første er investeringslysten fortsat for lav i Danmark, og derfor sker der for lidt omkring både erhvervs- og boligbyggeriet. Samtidig er nogle af vore medlemmer udfordret af Brexit, fordi eksporten bærer mere og mere af omsætningen. England er vort fjerde største marked, og derfor er det en udfordring, hvad der kommer til at ske derovre. Vore medlemmer kommer både fra byggematerialebranchen, entreprenørbranchen og forhandlerne, og i DI har vi også både arkitekter og rådgivende ingeniører. Fælles for branchen er udfordringen at øge produktiviteten og effektiviteten, siger Elly Kjems Hove.
Skal tjenes flere penge
Hun peger på, at der skal tjenes flere penge, uden at byggeriet stiger, og der er digitaliseringen en “kæmpestor udfordring”, ligesom realkreditmarkedet er sat under pres, fordi der endnu er usikkerhed om, hvad Basel-aftalerne får af konsekvenser for danske realkreditobligationer og dermed bygningsejerne:
– Vi skal have en sund økonomi i Danmark, men trods en lav rente gennem mange år er det ikke lykkedes for alvor at få gang i byggeriet. Det skal derfor gøres lettere for vore medlemmer at få adgang til pengene, fortsætter DI Bygs branchdirektør.
Bange for flaskehalse
Ikke mindst står byggesektoren ifølge Elly Kjems Hove over for en stor udfordring, når det gælder om at skaffe den nødvendige, kvalificerede arbejdskraft:
– Vi hører dagligt om, at både forhandlerne, de udførende og industrien mangler arbejdskraft. Beskæftigelsen i byggeriet er steget, selv om investeringerne ikke er fulgt med. Det skyldes sandsynligvis, at mange er bange for at løbe ind i flaskehalse og derfor sikrer sig. Der er mangel på både ingeniører, dygtige industriarbejdere lagerarbejdere og håndværkere, siger branchedirektøren.
2025-plan skal tø op
Elly Kjems Hove sender også et ønske til forhandlingerne om Finansloven, ligesom hun ikke lægger skjul på, at det er skuffende for erhvervslivet, at 2025-planen er udskudt:
– Vi har brug for et godt fundament for en solid økonomi. Danmark er afsættet for det, vi skal lave i byggeriet, og de fleste af vore medlemmer opererer på hjemmemarkedet. Men det er også her, vi skal gøre os de erfaringer, vi skal bruge i andre lande. Vi skal have et godt erhvervsklima med langsigtede aftaler. Vi er meget kede af, at 2025-planen er lagt på is, men vi håber et politisk klima, så den kan tages op igen. Det vil være det bedste både for byggeriet og erhvervslivet som helhed, slutter Elly Kjems Hove.