“Det frelste hus” er kun et halmstrå væk

Den endelige aftale om etablering af Det Biologiske Hus er nu helt på plads.
Bioaffald fra landbruget, såsom halm, vil i fremtiden kunne anvendes som et bæredygtigt - og holdbart - byggemateriale.
Bioaffald fra landbruget, såsom halm, vil i fremtiden kunne anvendes som et bæredygtigt - og holdbart - byggemateriale.

Det Biologiske Hus

  • Det Biologiske Hus er støttet af Miljøministeriets pulje for Økologisk Byggeri med 4,0 mio. kroner.
  • Alle husets materialer baseres på biologiske restprodukter fra dansk landbrug og fødevarer med fokus på grøn vækst og sundt indeklima.
  • Det Biologiske Hus skal stå færdigt i foråret 2016.
  • Partnere:
  • Een Til Een (projektejere)
  • GXN
  • NCC
  • Deloitte
  • TEeknoligisk Institut
  • AB Clausen

Hvornår begynder vi for alvor at udnytte de mange biologiske overskudsprodukter fra landbruget til bæredygtige byggematerialer? Svaret er nu.

Den endelige aftale om etablering af Det Biologiske Hus er nu helt på plads, og det bliver Danmarks største, permanente bygge- og bolig-udstilling, Huset i Middelfart, der lægger parcel til.

Det lyder som science fiction, at man kan bygge et hus ud af ting som tomatstængler, halm og søgræs, der både er lige så holdbart som almindeligt byggeri.

Kirsten Brosbøl, miljøminister

Grøn profil

Det Biologiske Hus spås at revolutionere både forbrugerens krav til bæredygtige boliger og til hele samfundets ressourcekredsløb. Det Biologiske Hus er en moderne bæredygtig, modulbaseret bolig, der er fleksibel i designet, og som er hurtig at bygge og samle med den nyeste digitale produktionsteknologi.

Men derudover er det udelukkende bygget af genanvendelige overskudsprodukter fra landbruget.

– Bioaffald, hvis egenskaber som byggematerialer er gennemtestede og konkurrencedygtige. Alt sammen biomaterialer, der ikke bruges til andre formål, og som derfor betragtes som affald, der oven i købet kræver ressourcer at bortskaffe. Som prikken over i’et er Det Biologiske Hus lige til at fjerne igen, uden at efterlade sig spor i naturen, skriver Huset i en pressemeddelelse.

– Sådan et hus er ikke længere et “frelst” fremtidsscenarium for superøkologer. Det er økonomisk, kommerciel og bæredygtig virkelighed, oven i købet med en levetid, der matcher konventionelt byggeri, skriver de.

Præge udviklingen

I Huset har den indgåede aftale også bragt glæde og nye visioner for fremtiden:

– Jeg er meget glad for og stolt over, at Det Biologiske Hus skal bygges her hos os. Et projekt af den kaliber vil med sikkerhed være med til at drive og præge udviklingen i byggeriet ved at sætte både udfordringer, metoder og materialer på dagsordenen inden for bæredygtigt byggeri. Det Biologiske Hus peger fremad og anviser nye muligheder for fremtidens boligbyggeri. Det vil alt andet lige styrke Husets udstilling betydeligt, både over for vores mange private besøgende, men i høj grad også over for de tusinder af byggebranchens professionelle, der hvert år besøger Huset. Det Biologiske Hus kan være med til at tiltrække nye, spændende udstillere, der producerer eller leverer byggematerialer til bæredygtigt byggeri, men også dem, der fx leverer rådgivning eller andre relevante ydelser i sammenhængen, siger Jan Røgind Jørgensen, direktør i Huset.

Projektet laves i samarbejde med GXN, Deloitte, Teknologisk Institut og NCC med AB Clausen som rådgivende ingeniører og det er støttet af Miljøministeriet.

– Det lyder som science fiction, at man kan bygge et hus ud af ting som tomatstængler, halm og søgræs, der både er lige så holdbart som almindeligt byggeri, og samtidig har sund økonomi og overholder reglerne. Men Det Biologiske Hus viser, at det kan lade sig gøre her og nu. På den måde får vi virkelig værdi ud af materialer, der ellers var endt på forbrændingen. Vi skal have meget mere bæredygtigt byggeri, der både er godt for økonomi og miljø. Derfor kommer jeg også snart med en ny strategi om at forebygge affald, der blandt andet sætter fokus på byggeriet, siger miljøminister Kirsten Brosbøl.

Første spadestik forventes i løbet af foråret 2015.

Relateret indhold