Assens Forsyning A/S har fundet deres totalentreprenør

Det bliver totalentreprenøren Hoffmann A/S med arkitekterne Adept ApS og rådgivende ingeniører Moe A/S, der skal opføre Assens Forsynings nye administration samt værksted og lager.
I den sydøstlige udkant af Assens by opfører Hoffmann A/S ny administration samt værksted og lager for Assens Forsyning A/S. Illustration: Adept ApS.
I den sydøstlige udkant af Assens by opfører Hoffmann A/S ny administration samt værksted og lager for Assens Forsyning A/S. Illustration: Adept ApS.

Om projektet

  • Assens Forsyning A/S opfører ny administration (2.700 kvm.) samt værksted og lager (2.000 kvm.) ved Fåborgvej/Egebjergvej i den sydøstlige udkant af Assens by.
  • Byggeriet indgår i en ny og samlet Forsyningspark, som også vil indeholde vandværk samt renseanlæg med biogasanlæg.
  • I Forsyningsparken samler Assens Forsyning A/S alle sine vandrelaterede aktiviteter samt administration med værksted og lager.
  • Den samlede entreprisesum for administration, værksted og lager udgør cirka 65 mio. kroner.

Assens Forsyning har i samarbejde med bygherrerådgiveren Cowi gennemgået tilbuddene fra de prækvalificerede totalentreprenører, der blev valgt til at komme med forslag til indretning og opførelse af selskabets nye administration, værksted og lager.

Forsyningens bestyrelsen har på den baggrund enstemmigt valgt Hoffmann til at etablere det samlede byggeri, der bliver opført ved Faaborgvej og Egebjergvej i den sydøstlige udkant af Assens by.

– Det er et yderst spændende projekt, de har præsenteret for os. Vi har i lighed med de andre prækvalificerede totalentreprenører, været i dialog med dem, og de har særligt evnet at omsætte vores tanker, ønsker og forventninger til et velfungerende hus med vidt forskellige arbejdsfunktioner til noget, vi foretrækker og ser meget frem til at flytte ind i. Samtidig ser vi meget frem til at kunne samle de fleste af Assens Forsynings medarbejder under ét og samme tag i nye og spændende omgivelser, siger bestyrelsesformand Poul Erik Kristiansen.

Fælles arkitektonisk udtryk

Administrationen, der bliver i to etager, bygges delvist ind i landskabet og får samme arkitektoniske udtryk som det netop opførte vandværk på Egebjergvej med facader i beton, glas og mørke stålplader. I tilknytning hertil opføres værksted og lager, som bindes sammen med et fladt tag og en overbygning, der virker som garage for biler og materiel.

– Bygningerne og anlægget til Assens Forsyning spænder vidt i både funktioner, brug og udformning. Derfor har det været et mål for os, at tegne administrationsbygningen og værkstedsbygningen, så de taler sammen og er med til at skabe en større helhed. Samtidig er begge bygninger udformet med en enkel anti-ikonisk arkitektur med klare materialevalg, så de placerer sig naturligt og let-aflæselige i landskabet, fortæller Martin Krogh, partner i Adept ApS, som er arkitekterne bag det vindende forslag.

Det samlede byggeri bliver arbejdsplads for drift og administrative funktioner inden for ledelse, økonomi, IT, kommunikation, kundeservice, vand, spildevand, rens, projektafdeling samt affald og genbrug. Herudover etableres der laboratorier, bade- og omklædningsrum, anretterkøkken, kantine samt faciliteter til møder og undervisning.

Assens Forsyning planlægger første spadestik til administration, værksted og lager i efteråret 2020. Byggeriet forventes færdigopført ved udgangen af 2021.

Relateret indhold