Entreprenør udvider ejerkredsen – og gør sig klar på generationsskifte

Hele ledergruppen kommer med i ejerkredsen hos Knudsgaard. Det sker som led i et gradvist generationsskifte, som dog først vil gennemføres om mange år.
De fire nye partnere i Knudsgaard. Fra venstre: tilbudschef Jørgen Andersen, projektchef og afdelingsleder Lasse Mors, projektchef Jesper Stig Jensen og projektchef Jens Kristian Bødker. Foto: Sandra Buus/Knudsgaard.

Den midtjyske totalentreprenør Knudsgaard har fået fire nye medejere.

Der er tale om hele ledergruppen, som kommer med i ejerkredsen som led i et gradvist generationsskifte.

Dermed udvides ejerkredsen fra to personer, Lars og Camilla Knudsgaard, til seks personer.

De fire nye i ejerkredsen er tilbudschef Jørgen Andersen og projektcheferne Lasse Mors, Jesper Stig Jensen og Jens Kristian Bødker.

Læs også

Arkitekt udnævner fem nye partnere

Lars Knudsgaard fortsætter som direktør i firmaet.

– Det er et ønske, Camilla og jeg har gået med i en del år. Vi har inviteret ledergruppen med ind som partnere og er superglade for, at alle er med ombord, siger Lars Knudsgaard.

Holder fast i roret

For Lars Knudsgaard handler medejerskabet om både at fastholde gode medarbejdere og at udvikle virksomheden videre sammen med dem.

– Vi vil sikre de gode kompetencer, vi har i Knudsgaard, og fortsætte med at forbedre os på vores kerneområder.

Han understreger, at han har tænkt sig at være en del af virksomhedens daglige ledelse i mange år endnu.

Læs også

Rådgivende ingeniørvirksomhed udvider partnerkredsen

– Jeg er ikke på vej til at trække mig tilbage. Jeg holder fast i roret i de næste mange år. Men vi ser det som rettidig omhu at påbegynde et generationsskifte i god tid.

Planen er, at flere medarbejdere kan optages som partnere i de kommende år.

Knudsgaard har omkring 100 medarbejdere.

Relateret indhold