Om projektet
- Størrelse: 12.100 kvm. 171 boliger
- Bygherre: ER Invest og Danica Pension
- Totalentreprenør: Raundahl & Moesby
- Arkitekt: Arkitema Architecs
- Ingeniør: Ingeniør’ne
I næste uge kan den Aarhus-baserede bygge- og projektudviklingsvirksomhed Raundahl & Moesby påbegynde endnu et spændende boligbyggeri på den attraktive grund, som binder Aarhus og Åbyhøj sammen.
I januar påbegyndte man byggeriet af godt 100 mindre lejligheder i ‘Åbyen’, og nu er Raundahl & Moesby klar til at sætte spaden i jorden til det noget større ‘Erdahus’.
Erdahus får en fantastisk god beliggenhed, og jeg ser frem til at sætte gang i gravearbejdet i næste uge.
Projektchef Dan Mouritsen Raundahl & Moesby
Byggeriet opføres for ER Invest og Danica Pension og bliver på i alt 12.100 kvadratmeter, som bygges med varierende højder mellem fire og syv etager.
Projektet er tegnet af Arkitema Architects, som har valgt en trefløjet bygning, U-form, med åbning mod syd, der giver maksimalt lysindfald mod “gården”. Samtlige 171 velindrettede lejligheder opføres med enten egen altan eller privat terrasse, hvor der tages størst mulig hensyn til lys og udsyn mod det grønne område i midten samt Brabrandstien mod syd.
Der etableres desuden p-kælder til beboerne i Erdahus.
Projektchef Dan Mouritsen fra Raundahl & Moesby er ansvarlig for opførelsen af ‘Åbyen’, og han vil også være en del af den daglige byggeledelse af Erdahus.
– Området er spændende, både bynært og på kanten af naturen. Erdahus får en fantastisk god beliggenhed, og jeg ser frem til at sætte gang i gravearbejdet i næste uge. Hos Raundahl & Moesby er vi meget glade for samarbejdet med ER Invest og Danica, og vi håber, at vi kan lave flere spændende byggerier sammen, siger han og tilføjer, at også samarbejdet med rådgiverne har været godt og konstruktivt.
Erdahus bliver det foreløbig tredje projekt på grunden, som fuldt udbygget vil blive en ny lille bydel med omkring 3.000 boliger med adgang direkte til naturen og Brabrandstiens muligheder for fritidsaktiviteter.
Byggeriet forventes indflytningsklart primo 2018.