Vinderen af nyt frihedsmuseum fundet

Lundgaard & Tranberg Arkitekter skal tegne det nye frihedsmuseum i København.
Det nye Museum for Danmarks Frihedskamp 1940-45 skal tegnes af Lundgaard & Tranberg Arkitekter. Illustration: Lundgaard & Tranberg Arkitekter.
Det nye Museum for Danmarks Frihedskamp 1940-45 skal tegnes af Lundgaard & Tranberg Arkitekter. Illustration: Lundgaard & Tranberg Arkitekter.

Den 28. april 2013 beskadigede en brand Frihedsmuseet så kraftigt, at bygningen måtte rives ned. Det blev samtidig besluttet, at en ny udstillingsbygning ville blive opført samme sted.

Kulturminister Marianne Jelved har i dag præsenteret vinderen af arkitektkonkurrencen for Museet for Danmarks Frihedskamp 1940-45. Det bliver Lundgaard & Tranberg Arkitekter, der sammen med EKJ Rådgivende Ingeniører, Esbensen Rådgivende Ingeniører, ÅF Lighting – Hansen og Henneberg, Gade & Mortensen Akustik og professor og arkitekt Steen Høyer, der skal løfte opgaven. Kulturministeren har som formand for dommerkomitéen været med til at udpege vinderen.

Derfor glæder det mig, at vi med vinderforslaget får et museum, der skaber optimale rammer for formidlingen af frihedskampen.

Marianne Jelved Kulturminister

Optimale rammer

– Frihedsmuseet har sin rod i den udstilling, der blev vist allerede i 1945, kort efter befrielsen. Det rummer den nationale samling om frihedskampen og er derfor et ganske særligt museum. Derfor glæder det mig, at vi med vinderforslaget får et museum, der skaber optimale rammer for formidlingen af frihedskampen. Samtidig med at bygningen arkitektonisk vil indgå respektfuldt med omgivelserne i Churchillparken, siger Marianne Jelved.

Arkitektonisk bliver det nye museum anderledes end det museum, som brændte for to år siden, blandt andet fordi udstillingsarealerne befinder sig under jorden. Adgang sker gennem en ankomstbygning med info, butik og café beliggende på et grusareal, der fastholder det gamle museums placering i Churchillparken.

Bæredygtigt byggeri

Udstillingerne bliver bygget op i en højloftet udstillingssal, som af hensyn til de skrøbelige genstandes bevaring er uden dagslys. Med forslagets kompakte bygningsvolumen gives der desuden gode muligheder for at skabe et bæredygtigt og energibesparende byggeri.

På den ene side er den nye bygning en funktionel museumsbygning, og på den anden side forener den udstillingernes tema, den omgivende park, sigtelinjer til omgivelserne og stedets særlige betydning.

Den nye bygning skal også sikre udstillingen imod vandskader, brand og tyveri.

Vinderforslaget skal nu bearbejdes og tilpasses i detaljer, og museet forventes at kunne åbne i 2018.

Relateret indhold