Med prædikatet “overordentlig tilfredsstillende med en fremragende arkitektur og funktion” blev Aarhus Arkitekterne vinder af arkitektkonkurrencen om et nyt fleksibelt botilbud for udviklingshæmmede i Hadsten mellem Aarhus og Randers.
Projektet, som byrådet i Favrskov Kommune nikkede ja til tirsdag den 25. februar, skal stå færdigt til indflytning i efteråret 2016, oplyser Aarhus Arkitekterne.
Hadbjergparken, som det nye botilbud hedder, skal ikke fremstå som en institution, men snarere som en helt almindelig boligbebyggelse.
Individuelle hensyn
Aarhus Arkitekterne har i deres arbejde taget udgangspunkt i begrebet “helende arkitektur”, der i de seneste år har fået større opmærksomhed som en faktor med betydning for patienternes behandling og velbefindende.
“Helende arkitektur” prioriterer temaer som farver, lys, kunst, musik, udsigt og støjreduktion i det arkitektoniske udtryk for at skabe de bedste fysiske rammer for patienterne.
– Med individuelle hensyn kan mange mennesker med sygdomme og handicaps leve på lige fod med andre, og det stiller nye krav til de fysiske rammer for byggeriet, siger sagsarkitekt Michael Green fra Aarhus Arkitekterne og fortsætter:
– For at bygge hensigtsmæssigt og tidssvarende skal der skabes optimale vilkår for både det sygdomsbehandlende og det sundhedsskabende, og det har vi forsøgt at integrere i udformningen af botilbuddet.
Mere om projektet
Botilbuddet Hadbjergparken kommer til at består af 33 almene boliger, service- og fællesfaciliteter i tilknytning til seks aflastningsboliger og et aktivitetscenter inklusiv lokaler til STU (Specialtilbud for udviklingshæmmede).
Det samlede bruttoareal er på 5.350 m2 med et budget på cirka 106 millioner kroner. Totalrådgivningsopgaven omfatter programmering, projektering, tilsyn og byggeledelse.
Vinderholdet består foruden Aarhus Arkitekterne af underrådgiverne landskabslaboratoriet Grün, Esbensen Rådgivende Ingeniører og Frandsen & Søndergaard.
Aarhus Arkitekterne har gennem flere år viet pleje- og sundhedsbyggeriet særlig interesse og har blandet andet publiceret bogen “Mentale rum – arkitektur – psykiatri – samfund” i 2012.