Entreprenør bygger daginstitution i CLT

B. Nygaard Sørensen skal for Hillerød Kommune opføre en ny daginstitution til 150 børn i CLT.
CLT-projektet skal bygges på 14 måneder. Visualisering: Erik Arkitekter.
CLT-projektet skal bygges på 14 måneder. Visualisering: Erik Arkitekter.

På en grund på 10.000 kvadratmeter skal 150 børn om halvandet års tid have deres gang i en ny daginstitution. B. Nygaard Sørensen A/S skal opføre institutionen på Roskildevej i Hillerød.

Projektet er tegnet af Erik Arkitekter med underrådgiverne Øllgaard Rådgivende Ingeniører og Opland Landskab.

– Vi har via vores rammeaftale allerede et godt samarbejde med Hillerød Kommune og glæder os til at komme i gang med endnu en spændende opgave sammen med dem og deres rådgivere, fortæller afdelingschef Tjørn Djurhuus fra B. Nygaard Sørensen.

Den nye daginstitution får plads til 50 vuggestuebørn og 100 børnehavebørn. Institutionen opføres med tre familiehuse og et personalehus, hvor hvert familiehus indrettes med en vuggestue og en børnehave. Udformningen af daginstitutionen er en fortolkning af en trelænget bindeværksgård. De bærende elementer i byggeriet skal opføres som CLT, Cross Laminatet Timber.

De tre familiehuse og personalehuset er placeret i de tre længer og er adskilt med “porte”.

– Hos B. Nygaard Sørensen A/S glæder vi os over muligheden for at opføre endnu et byggeri med CLT-elementer som de primære bygningsdele. Det er det tredje projekt inden for de senere år, hvor CLT indgår som en primær bygningsdel. Denne udvikling er i god tråd med de vinde, der blæser i samfundet og passer perfekt ind i vores bæredygtighedspolitik, siger Tjørn Djurhuus.

Institutionen udføres i et plan og har et samlet areal på 1550 kvadratmeter.

Projektet er en totalentreprise med en entreprisesum på 42,5 millioner kroner. Byggeriet går i gang foråret 2020 og varer 14 måneder.

Relateret indhold