Kort om projektet
- Sted: Gøteborg, Sverige
- Bygherre: Geely Group
- Arkitekt: Cobe
- Totalentreprenør: BRA Bygg
- Ingeniør: BRA Bygg
- Program: Designcenter inkl. kontorer, showroom og værksteder
- Størrelse: 14.000 m2
- Status: Realiseret 2022
Zhejiang Geely Holding Group (Geely) blev først grundlagt i 1986, men var sidste år verdens hurtigst voksende bilfirma. Det innovative kinesiske firma omfatter bilmærker som svenske Volvo Car, London’s eldrevne taxaer, det amerikansk baserede Terrafugia, der satser på udvikling af flyvende biler til private og det blot fire år gamle Lynk & Co, der blandt andet indebærer en Netflix-lignende abonnementsservice for udlejning af elbiler.
Nu vil Geely bygge et nyt designcenter, der bliver en del af deres campus-byggeri “Uni3 by Geely”. Det skal opføres ved Göteborgs havnefront og være en multifunktionel bygning, som spejler organisationen. Det skriver arkitektfirmaet Cobe i en pressemeddelelse.
Centret bliver ikke bare en almindelig kontorbygning, men nærmere en kæmpe maskine i fire etager. Der skal være plads til at bygge lermodeller af bilerne i 1:1 og mørke områder, hvor virtuelle designere kan udfolde sig på enorme skærme i det spektakulære designlokale i toppen af bygningen.
Designet af det nye center er lagt i hænderne på arkitektfirmaet Cobe.
Hemmelighedernes kammer
Et centralt element i hele designet er forholdet mellem det private og det offentlige. Kopiering er en stor udfordring i bilindustrien og designbranchen, og det er derfor vigtigt at afskærme for nysgerrige blikke, når det kommer til det allerhelligste: selve bildesignet.
Den udfordring har Cobe grebet an ved at designe bygningen i fire etager, hvor der kommer et showroom i stueplan og en stor offentlig plads ud til byens havnebassin. På de midterste etager vil der være kantine, mødelokaler og kontorer for firmaets ansatte. Øverst oppe finder man “The Chamber of Secrets”, hvor Geelys designere får et helt afskærmet innovationslaboratorium. Centralt i laboratoriet ligger der et nedsunket gårdrum, hvor man kan trække bilmodellerne ud og registrere dagslysets refleksioner i bilens overflade.
Fart på el-bilerne
– Vi er meget begejstrede for samarbejdet med Geely Group om det nye designcenter, der skal placeres direkte ved Gøteborgs smukke havnefront. El-biler er uden tvivl fremtiden, og Geely Groups innovative strategi og nye idéer på området passer perfekt ind i Cobes tankesæt og bæredygtighedsstrategi. Lynk & Co’s kommende abonnementservice for el-biler er en potentiel gamechanger i overgangen fra fossile brændstoffer til en mere grøn, miljøvenlig og CO2-neutral transportsektor. Forhåbentlig kan det nye designcenter være med til at promovere denne vigtige overgang endnu hurtigere, og gøre det mere attraktivt at investere, udtaler arkitekt og grundlægger af Cobe, Dan Stubbergaard.
Cobe stod forrige år bag Adidas’ hovedkavrter i Tyskland, Halftime, og sidste år blev planerne for en anden Cobe-bygning offentliggjort, cementgiganten FLSmidths nye hovedkvarter i København.