”Boblende synergi” – rådgiver opkøber arkitekt og styrker tværfagligheden

Norsyn har opkøbt Edvars Arkitekter, der er kendt for sin æstetiske tilgang til bæredygtigt design. Foruden tværfagligheden ønsker man også at styrke det lokale kendskab i Roskilde og Holbæk.

Ingeniør- og arkitektvirksomheden Norsyn, der særligt har specialiseret sig inden for energi og fjernvarme, har opkøbt den mangeårige samarbejdspartner Edvars Arkitekter.

– Opkøbet af Edvars Arkitekter er et naturligt skridt for at styrke vores tværfaglighed og bekræfter dermed også vores dedikation til at udvikle både vores ekspertise inden for arkitektur samt kernekompetencer inden for byggeri, siger Per Mejer Johansen, partner og arkitekt hos Norsyn.

Birgit Edvars, adm. direktør og partner i Edvars Arkitekter, supplerer:

– Det er en styrke at gå sammen med et ingeniør- og arkitektfirma. For når arkitekter og ingeniører er forenet i den samme enhed, opstår der en boblende synergi, som giver et styrket resultat.

Læs også

Top10: Mest læste artikler i maj

Jes Edvars, som har grundlagt arkitektvirksomheden tilbage i 1980, har de sidste mange år drevet forretningen sammen med Birgit Edvars i partnerskab, og i 2021 indgik Karl Törnfeldt som partner i Edvars Arkitekter.

Lokalt kendskab

Norsyn, der i 2023 skiftede navn fra tidligere at have heddet Damgaard Rådgivende Ingeniører, og Edvars Arkitekter har fysiske hovedsæder i henholdsvis Roskilde og Holbæk, hvor begge virksomheder også er stærkt forankrede i lokalsamfundet – et lokalt kendskab, som man ønsker at bibeholde i opkøbet:

– Edvars Arkitekter er velanset i Holbæk og Odsherred omegn og har mange boligprojekter kørende i området. Når Edvars Arkitekter nu bliver en del af Norsyn, går vi sammen om at sikre vores kunder og samarbejdspartnere god rådgivning, fortæller Per Mejer Johansen.

Læs også

Living Places snupper to arkitekturpriser mere

Edvars Arkitekter har fortsat kontor i Holbæk, og alle medarbejdere i firmaet fortsætter i sammenlægning med Norsyn.

Per Mejer Johansen og Peter Tallov Søgaard, som er partnere i Norsyn har det delte ansvar for Norsyns byggeafdeling, hvor Edvars Arkitekter bliver integreret den 1. juni.

Relateret indhold