Rising Architecture Week
- Rising Architecture Week foregår på Godsbanen i Aarhus 11.-14. september. Det er en interaktiv arkitekturfestival med fokus på udfordringer, muligheder og erfaring inden for byggeindustrien. Deltagere og oplægsholdere kommer fra hele verden.
– Han sagde, at al arkitektur først og fremmest handler om mennesker. Jeg er på alle måder uenig.
Sådan lyder det fra professor i byplanlægning ved Columbia University i New York, Robert Beauregard. Og han taler om den kendte danske arkitekt Jan Gehl, der tidligere på dagen stod på samme scene som amerikaneren ved denne uges Rising Architecture Week i Aarhus.
Så står man lige pludselig med et helt nyt problem
Robert Beauregard, professor i byplanlægning ved Columbia University
Budskabet er, at tilfældighedernes spil, vind, vejr og selve bygningerne betyder lige så meget for byggeprojektet som de mennesker, der skal benytte sig af dem.
Usikkerhedens skygge
– Alt, hvad vi foretager os, sker i skyggen af usikkerhed. Vi kan planlægge og teste en masse på forhånd, men kan vi nogensinde være sikre på, at bygningen gør præcis, som vi vil have den til, spørger Robert Beauregard retorisk til publikum denne torsdag formiddag i september på Godsbanen i Aarhus.
Han giver et eksempel. En kommune har besluttet sig for at lave en smuk, grøn plads. Her skal folk kunne spise deres frokost og måske lytte til koncerter i weekenden. Men hvad nu, hvis visualiseringerne fra tegnestuen aldrig bliver til mere end streger?
– Det kan være, at sådan en plads viser sig perfekt til en masse andre formål, for eksempel demonstrationer. Ja, endda demonstrationer mod kommunens politik. Så står man lige pludselig med et helt nyt problem, siger Robert Beauregard.
Intet er planlagt
Han suppleres af Anne Mette Boye fra Arkitektskolen i Aarhus. Hun studerer, hvordan industriområder i danske byer har udviklet sig fra at huse fabrikker og lagre til at virke som ideelle rammer for fitnesscentre og genbrugsbutikker
– Intet af det er planlagt. Men virksomhederne har lukket ned, måske har de ikke haft brug for meget plads. Og så kommer der andre til, som ofte har brug for billigere husleje end de kan få i byernes centrum. Det kan godt være, at kommunen ikke har haft en plan om det før, men udfordringen er nu at få det til at fungere, at få folk derude til at arbejde sammen, siger hun.
I det hele taget synes konklusionen at være, at tiden ved skrivebordet kan begrænses. For det er slet ikke sikkert, at al den planlægning er noget værd. Budskabet fra Robert Beauregard lyder i stedet: Gå ud og mærk verden.
– Vi plejer at sige til de byplanlæggere, vi uddanner i USA, at de skal tage ud og finde ud af, hvordan teknologien og naturen agerer. Husk, at det ikke kun handler om mennesker. Find nogle at arbejde sammen med, både mennesker og andre. Og kom så tilbage til kontoret og lav nogle planer.