Trængslen på E45 er til gene for både private bilister og erhvervsliv.
Med udsigt til endnu flere biler på vejene de kommende år betyder det timelange bilkøer og tusindvis af spildte timer.
Derfor vil regeringen med sit finanslovsudspil sætte 48 millioner kroner af til at lave en VVM-undersøgelse af en udbygning på to strækninger.
Den ene er det cirka 35 kilometer lange stykke mellem Hornstrup ved Vejle og Skanderborg Syd. Den anden er den 16 kilometer lange strækning mellem Aarhus Syd og Aarhus Nord.
Koster samfundet penge
– Trængslen på E45 er stor, og det er vigtigt, at vi får gjort noget ved problemet, før det helt sander til. Østjyder, der pendler til og fra job, spilder hver dag hele og halve timer på at sidde i kø. Det koster samfundet penge, og det tager vigtig tid væk fra familie og venner, udtaler transport-, bygnings- og boligminister Ole Birk Olesen (LA).
– Derfor er jeg rigtig glad for, at regeringen nu foreslår at sætte penge af til at VVM-undersøge muligheden for at udvide E45, siger ministeren.
VVM-undersøgelser af de to strækninger vil kunne gennemføres på cirka to år.