Den danske byggebranche står overfor afgørende udfordringer i bestræbelserne på at gøre byggeri mere bæredygtigt og miljøvenligt. EPD Danmark beskriver i en artikel på Dagens Byggeri d. 18. september truslen for en potentiel flaskehals for LCA-konsulenter.
I Danske Byggecentre genkender vi billedet og bakker op om behovet for flere eksperter inden for Life Cycle Assessment (LCA).
LCA spiller en nøglerolle i vores bestræbelser på at reducere miljøpåvirkningen fra byggeprojekter. Det er det værktøj, der giver os indsigt i materialers og byggeprocessers livscyklus, og det danner grundlaget for udviklingen af Environmental Product Declarations (EPD’er), som er afgørende for en bæredygtig omstilling.
Et fundament for byggebranchens fremtidige succes
EPD’er er ikke blot en løftestang for bæredygtighed, men også et fundament for byggebranchens fremtidige succes. De giver bygherrer, arkitekter, entreprenører og leverandører mulighed for at træffe velinformerede beslutninger og vælge de mest miljøvenlige løsninger til deres projekter.
I Danske Byggecentre står vi i spidsen for disse bestræbelser og driver Danmarks største database over byggematerialer, Bygdok.dk. Vi har dagligt kontakt med leverandører og entreprenører, der konstant møder udfordringer med dyre og tidskrævende LCA-processer.
Denne situation bør tages alvorligt, da den påvirker hele branchens evne til at omstille sig til bæredygtige praksisser.
Vi opfordrer alle interessenter i byggebranchen til at deltage i at uddanne flere LCA-konsulenter. Kun gennem fælles indsats og investeringer i uddannelse kan vi undgå den truende flaskehals og fremme bæredygtighed i byggeriet.