Der er netop blevet afholdt rejsegilde på Psykiatrisk Afdeling i Odense, hvor en ny stor psykiatriske afdeling bliver bygget som en integreret del af det nye OUH.
Dermed kommer patienterne til at kunne være på den samme afdeling under hele deres indlæggelse, uanset hvordan deres tilstand ændrer sig under opholdet.
– De nye moderne rammer er skabt, så de bl.a. kommer til at understøtte vores fokus på at reducere tvang. Samtlige afsnit får deres eget sanserum, og vi får udearealer, hvor vi får mange forskellige muligheder ift. både nyttehave og motion, men også dyrke det rekreative ophold i naturen, siger formand for Psykiatri- og Socialudvalget i Region Syddanmark, Mette Bossen Linnet (V).
Den nye 21.000 kvadratmeter store bygning kommer bl.a. til at rumme 142 sengestuer, som er placeret i grundplan, så alle patienter har direkte adgang til udearealerne. Ud over sengeafsnit skal bygningerne også huse Center for Digital Psykiatri, ECT-behandling og forsknings- og uddannelsesenheder.
OPP og generalplan
Den voksenpsykiatriske afdeling finansieres, opføres og drives i et offentligt-privat partnerskab (OPP), som blev indgået i 2021 mellem Region Syddanmark og pensionsselskabet Velliv samt entreprenørfirmaet A. Enggaard.
Efter planen får Region Syddanmark nøglerne overrakt af OPP-leverandøren sidst i 2024, så afdelingen kan tages i brug samtidig med det nye OUH.
Psykiatriske afdeling i Odense markerer færdiggørelsen af den samlede generalplan for Psykiatrisygehuset i Region Syddanmark. Med døgnfunktioner i Middelfart, Aabenraa, Esbjerg, Vejle og Svendborg er der blevet ny- og ombygget i Psykiatrisygehuset for op mod 2,5 mia. kroner.