– Det skal være attraktivt for studerende, tilflyttere og børnefamilier at flytte til Sønderborg Kommune. Derfor glæder det mig, at der er interesse for at bygge nye boliger både i Sønderborg By og de mindre byer.
Sådan siger formand for Teknik-, By- og Boligudvalget, Kirsten Bachmann, på baggrund af, at Teknik-, By- og Boligudvalget har godkendt, at der skal sættes gang i en række nye lokalplaner, der giver mulighed for lejligheder, rækkehuse og parcelhuse i hele Sønderborg Kommune.
– Byrådet har sat et mål om at nå 77.000 borgere i 2030, og det mål understøtter de nye lokalplaner, tilføjer hun.
2500 boligenheder i hele kommunen
De fire lokalplaner dækker over lejligheder og rækkehuse i Sønderborg, parcelhusgrunde og rækkehuse i Hørup samt rækkehuse i Nybøl. Derudover har udvalget godkendt en lokalplan for rækkehuse i Ulkebøl.
I alt drejer det sig om mellem 124-139 boliger.
– Sønderborg Kommune har flere indsatser for at nå i mål med at tiltrække tilflyttere og skabe balance og udvikling i både land og by. Vi vil bl.a. skabe 2500 nye boligenheder placeret i hele kommunen. Arbejdet med at skabe nye boliger understøtter desuden fonden Goto Sønderborgs arbejde med at skabe vækst i Sønderborg Kommune, siger Kristian Beuschau, der er næstformand i Teknik-, By- og Boligudvalget.
De fire projekter
Udvalget har godkendt at, at forvaltningen skal gå i gang med disse fire nye lokalplaner for:
– Et projekt på Bülowsvej i Sønderborg, hvor der er ønske om at bygge almene boliger i tre-fire etager bestående af 20-30 lejligheder.
– Et projekt på Katkær i Hørup, hvor der er ønske om at udstykke 17 parcelhusgrunde og 10 rækkehuse.
– Et projekt ved Mejerivej i Nybøl med 30-35 rækkehuse.
– Et projekt på Ved Skellet i Sønderborg, hvor grunden med en tidligere børnehave ønskes omdannet til 19 rækkehuse.
Desuden godkendte udvalget en lokalplan for rækkehuse på Østerkirkevej i Ulkebøl, som har været i høring. Lokalplanen giver lov til 28 rækkehuse.