Til kamp mod oversvømmelser: Regnvand kommer ikke i nærheden af kloakken

Kan regnvand der ledes udenom kloakken og direkte i underjordiske regnvandsmagasiner afhjælpe oversvømmelser i gader og stræder? Frederiksberg Kommune lader det komme an på en prøve.
Når vandet bliver ledt langs kantstenene på Normasvej og Julius Valentiners Vej løber det ikke ned i kloakken men derimod i det nærmeste regnvandsmagasin under jorden. Dermed undgås forhåbentlig overfyldte kloakker. Foto: Getty Images
Når vandet bliver ledt langs kantstenene på Normasvej og Julius Valentiners Vej løber det ikke ned i kloakken men derimod i det nærmeste regnvandsmagasin under jorden. Dermed undgås forhåbentlig overfyldte kloakker. Foto: Getty Images

Frederiksberg Kommune vil redde bydelens beboere, træer, kloakker og forretninger fra regnvandet, der til tider oversvømmer veje, cykelstier, fortove, boliger og butikker.

Kommune har allerede indført flere forskellige klimaløsninger:

– Fliser med permeable fuger på Helenevej, hvor regnvand opsamles og nedsiver under selve vejen.

– Frederiksberg Klimasten ligger i stort antal i byen og kan indeholde otte liter vand pr. sten.

– Et særligt trævandingssystem hvor byens træer kobles til skybrudsanlæg og vandes med opmagasineret regnvand.

– Højtliggende magasiner til tilbageholdelse af regnvand med lavt CO2-udslip

Nu skal en ny løsning afprøves:

Regnvand ledes langs kantstenene på Normasvej og Julius Valentiners Vej og hen til det nærmeste regnvandsmagasin under jorden. Ved samtidig at lukker ristene til kloakken bliver der mere plads i kloakken ved skybrug, hvilket mindsker risikoen for oversvømmelser.

Hvis afprøvningen går som ventet, skal metoden bruges flere andre steder i byen, fortæller borgmester Michael Vindfeldt:

– Vi har arbejdet målrettet på at sikre vores by mod oversvømmelser i over et årti, og arbejdet skrider støt og roligt fremad. Undervejs har kommunes dygtige medarbejdere og vores samarbejdspartnere opfundet og afprøvet flere helt nye løsninger. Jeg håber, denne metode bliver endnu en indsats, som sammen med alle de andre metoder, vi har til rådighed, bidrager til vores tryghed, når det regner voldsomt, siger han.

Overvåger afprøvningen

Frederiksberg Kommune opstiller måleapparater for at overvåge og dokumentere forsøget, hvilket formand for Frederiksberg Kommunes Miljø- og Trafikudvalg, Jan E. Jørgensen, lægger stor vægt på:

– Vandet må ikke løbe ind over cykelstier og fortove og på den måde gå ud over trafiksikkerheden eller være til gene for cyklister og gående. Det bør ikke kunne ske på grund af vejenes hældning, men det er trygt at vide, at afprøvningen overvåges for en sikkerheds skyld. Samtidig gør dokumentationen, at vi kan dele viden med andre byer i verden, og det giver god mening i en tid, hvor oversvømmelser er et globalt problem, siger han.

Afprøvningen løber til november. Derefter skal resultaterne evalueres, og hvis de er gode, skal indsatsen etableres på andre veje, hvis hældning gør, at de er egnede til det.

Relateret indhold