NREP køber sig ind i Tetris – vil satse stort på seniorbofællesskaber

Der er 1000 nye lejeboliger i seniorvenlige boligfællesskaber på vej til mere end 15 lokationer i Danmark.
Der er 1000 nye lejeboliger i seniorvenlige boligfællesskaber på vej efter NREP's investering i Tetris. Visualisering: Tetris/NREP.
Der er 1000 nye lejeboliger i seniorvenlige boligfællesskaber på vej efter NREP's investering i Tetris. Visualisering: Tetris/NREP.

Entreprenør- og udviklingsselskabet Tetris’ nyudviklede boligfællesskaber for seniorer skal nu for alvor rulles ud i Danmark.

Det sker, efter at NREP har investeret stort og reelt købt halvdelen af Tetris. Denne investering igangsætter en ambitiøs femårig udviklingsplan, der bl.a. omfatter opførelse af 1000 nye lejeboliger i seniorvenlige boligfællesskaber.

– Med NREP som investor får vi mulighed for at opfylde vores drøm om at udbrede vores nyskabende seniorvenlige boligfællesskaber til hele Danmark, siger Rasmus Friis, CEO og grundlægger af Tetris.

Sjælland i første omgang

De første 1000 boliger får et samlet areal på over 80.000 kvadratmeter, fordelt på 15 lokationer. I første fase primært på Sjælland, fx Ballerup, Slagelse, Næstved og Holbæk, men hos NREP lægger man ikke skjul på, at potentialet er endnu større.

– En ny rapport fra VIVE viser, at 25 procent af alle 52-62-årige danskere overvejer at flytte indenfor de næste fem år. Og af dem ser helt op mod 40 procent seniorbofællesskaber som attraktivt. (…..) Tetris er på forkant med udviklingen og er gode til at se, hvad byer og borgere gerne vil have. Vi ser et godt og skalerbart potentiale i Tetris, siger Rune Kock, partner i NREP.

Forbliver selvstændig

Tetris fortsætter som selvstændig virksomhed. Virksomheden har i alt 60 medarbejdere, og den nuværende ledelse med Rasmus Friis, Tomas Jandorf og Michael Borchers fortsætter.

Rune Kock fra NREP træder ind som bestyrelsesformand, mens Stensdal Group sælger sine aktier i Tetris og træder ud af bestyrelsen.

Tetris er på forkant med udviklingen og er gode til at se, hvad byer og borgere gerne vil have.

Relateret indhold