På tværs af værdikæden
- Målingen er lavet i et samarbejde på tværs af byggeriets aktører via ConTech Alliance:
- – FRI – Foreningen af Rådgivende Ingeniører
- – Danske Arkitektvirksomheder
- – Tekniq Arbejdsgiverne
- – Bygherreforeningen
- – DI Byggeri
- – We Build Denmark
- – Rådet for Bæredygtig Byggeri
- – Molio
Byggeriets Modenhedsmåling har taget temperaturen på byggeriets modenhed i forhold til at reducere byggeriets klimabelastning. Og det er ikke opløftende læsning:
Samlet set angiver 65 % af virksomhederne i undersøgelsen, at de har en strategi for grøn omstilling, men kun 35 % tilkendegiver, at de arbejder systematisk med at reducere klimabelastningen.
Læs også: Kalder til kamp: Bevar Svanemærkede byggevarer
Ifølge 11 % af deltagerne er reduktion af klimabelastning omdrejningspunktet for deres forretning.
– Bæredygtighed en integreret og afgørende del af forretningen for en stor del af branchen, men vi skal endnu længere, siger Christina Hvid, adm. direktør i Molio.
– For reduktion af klimabelastning skal være omdrejningspunktet for forretningen i endnu flere virksomheder, da det vil bringe os tættere på at nå de ambitiøse klimamål og samtidig skabe metoder og knowhow, der kan eksporteres ud i verden, tilføjer hun.
Kompetenceniveauet skal op
Blandt de store virksomheder, der har deltaget i undersøgelsen, vurderer 86 %, at de enten ‘i nogen grad’ eller ‘i høj grad’ på nuværende tidspunkt har tilstrækkelige kompetencer til at arbejde med reduktion af klimabelastning.
I små og mikrovirksomheder vurderer blot 65 og 67 % at have tilstrækkelige kompetencer.
– Vi skal have løftet kompetenceniveauet indenfor bæredygtighed bredt i branchen. Det er særligt afgørende for de mindre virksomheders succes med den grønne omstilling, at vi udvikler og omfavner fælles standarder og digitale værktøjer, der kan gøre den grønne omstilling overskuelig og tilgængelig for hele værdikæden i dansk byggeri, siger Christina Hvid.
Læs også: Byggeriet træder hårdt på bremsen – projektbyggeriet dykker med 15 mia. kroner
Af undersøgelsen fremgår det også, at jo større virksomheden er, des mere har de gjort for at sikre den nødvendige opkvalificering:
75 % af de store virksomheder har rekrutteret nye relevante medarbejdere for at højne kompetenceniveauet, mens det gælder 39 % blandt de mellemstore, 20 % af de små og 12 % blandt mikrovirksomhederne.
Undersøgelsen er foretaget blandt 452 virksomhedsledere fra alle dele af byggeriets værdikæde: 84 bygherrer, 26 driftsherrer, 134 entreprenører, 61 leverandører, 127 arkitekter, 80 ingeniører og 64 indenfor anden byggerådgivning.