Nyt redskab skal hjælpe den grønne omstilling på vej

Der er ofte stor forskel på på det beregnede og faktiske energiforbrug i byggerier, men det sætter ny forskning nu fokus på.
I BeReal er der nemlig mulighed for at komme tættere på virkeligheden med de usikkerhedsfaktorer, den har. En af de usikkerheder er vejret. Foto: Colourbox.
I BeReal er der nemlig mulighed for at komme tættere på virkeligheden med de usikkerhedsfaktorer, den har. En af de usikkerheder er vejret. Foto: Colourbox.

Når der skal regnes energiforbrug ud i de lovpligtige Be-15-energiberegninger, kan der nogle gange opstå afvigelser i beregningerne, der ligger flere hundrede procent over det faktiske energiforbrug. Det problem forsøger et samarbejde mellem Aarhus Universitet, Living Strategy og Dansk Energis ELFORSK-pulje nu at sætte fokus på.

Projektet tager udgangspunkt i de officielle energirammeberegninger, hvor man under design og projektering kan bruge onlineværktøjet BeReal. I BeReal er der nemlig mulighed for at komme tættere på virkeligheden med de usikkerhedsfaktorer, den har. En af de usikkerheder er vejret.

– Mange bygninger i Danmark er designet på baggrund af vejrdata fra Flyvestation Værløse, men BeReal har faktisk vejrdata for hele Danmark i et fire gange fire kilometer grid, fortæller civilingeniør, ph.d. Steffen Pedersen fra Aarhus Universitet på en netværkskonference arrangeret af Energiforum Danmark.

Med disse data og den præcise adresse kan BeReal regne 30 år tilbage og vise mere præcist, hvordan en ny bygning vil performe i det lokale vejr. Vejret er dog ikke den eneste faktor. Værktøjet, der findes på www.be15real.dk forsøger også at tage højde for andre parametre som brugsmønstre.

Giver nye muligheder

Med de nye beregninger i hånden kan rådgivere og entreprenører på et tidligt tidspunkt i byggeprocessen gå i dialog med bygherrer og håndværkere for at afstemme forventninger til energibudgettet samt få sikret kvaliteten af det byggede byggeri, så forventningerne til det fremtidige energiforbrug overholdes. Dermed er der også en større chance for, at de energiregninger, der vil tikke ind de næste mange årtier, holder det forventede niveau.

Når bygningen er i drift, kan BeReal hjælpe med at analysere, om den bruger for meget energi i forhold til det forventede forbrug og pege på, om det høje energiforbrug skyldes byggesjusk, brugeradfærd eller noget tredje.

Chefkonsulent Richard Schalburg fra Dansk Energi glæder sig over, at støtten fra ELFORSK har udmøntet sig i et stærkt anvendeligt software. Omkring 40 procent af Danmarks energiforbrug bliver brugt i bygninger, så det er et vigtigt fokusområde.

– Øget energieffektivitet og smart styring af energiforbrug i bygninger er helt centralt for den grønne omstilling. Bygningsreglementet giver effektiviseringer, men det vil få større virkning, hvis det beregnede forbrug er mere realistisk. Jeg tror, det nye software vil være nyttigt for mange parter og vil være med til at professionalisere byggebranchen yderligere, siger Richard Schalburg.

Parterne bag BeReal håber at værktøjet opleves som en nyttig tilføjelse til energiberegningsværktøjet Be15. Værktøjet burde, hvis man kender til Be15, være enkelt at bruge.

Bygningsreglementet giver effektiviseringer, men det vil få større virkning, hvis det beregnede forbrug er mere realistisk.

Relateret indhold