Dommerkomite
- Seniorpartner 3XN, Kasper Guldager Jensen, GXN
- Associeret partner, Mette Julie Skibsholt, Arkitema Architects
- Partner, Lars Steffensen, Henning Larsen Architects
- Fhv. stadsarkitekt København Jan Christiansen, formand for dommerkomiteen
Nordiske arkitekt- og designstuderende er hen over sommeren blevet inviteret til at udfordre anvendelsen af solcellerne i det byggede miljø og landskabet gennem den åbne idékonkurrence ‘Nye solceller – ny arkitektur’.
Vinderforslaget er udarbejdet af Karl Emil Koch fra KADK’s Institut for Kultur, og han viser med sit forslag, hvordan det er muligt at genindføre ornamentikken i bygningskunsten ved hjælp af solceller.
Modernismens arkitektoniske fattigdom har gjort os fattigere. Jeg prøver at genskabe ‘flødeskumsarkitekturen’ ved hjælp af solceller.
Karl Emil Koch Kunstakademiets Arkitektskole København / Institut for Kultur
– Modernismens arkitektoniske fattigdom har gjort os fattigere. Jeg prøver at genskabe ‘flødeskumsarkitekturen’ ved hjælp af solceller, som samtidig skaber energi, absorberer lys og reducerer overophedning i de store glasfacader, vi bygger i dag, siger Karl Emil Koch.
En ny æra
Dommerkomiteen begrunder valget af vinderforslaget med, at det med inspiration fra art deco og barokkens udsmykninger peger frem mod en ny æra for dekoration i bygningskunsten, med brug af solceller i varierende mønstre på facader og i vinduer.
Ifølge formanden for dommerkomiteen, tidligere stadsarkitekt i København, Jan Christiansen, har besvarelserne favnet bredt.
– Mange emner berøres, fra enkle omdannelser af eksisterende facader i forbindelse med renoveringer til overdækninger af veje, nye møbleringer og nye installationer, over designobjekter til udsmykninger. Sågar computerspil indgår i besvarelserne. Sammenfattende kan det siges, at vi har fået en mangesidig belysning af mulighederne for at integrere solceller i den arkitektoniske udformning af vores landskaber, byrum og bygninger, både eksisterende og kommende, siger Jan Christiansen.
Nordisk konkurrence
Forslaget ‘Glashalm’, som fik 2. præmie, skitserer et ‘halmtag’ skabt af lyslederkabler med solceller på spidsen, der reflekterer lyset og sender det videre til solpaneler, så det kan lagres indendørs.
Endelig viser forslaget ‘Bylanternen’, som modtog en 3. præmie, hvordan solceller også kan bruges som kommunikationsmiddel. Solenergien oplyser ved hjælp af LED-lys i forskellige farver nattehimlen og fortæller om bæredygtighed og CO2-udledning.
Konkurrencen var var udskrevet og tilrettelagt af Solar City Denmark og Racell og var åben for studerende på alle årgange og dimittender fra 2016 på arkitekt? og designskoler i Danmark, Norge, Sverige.