Hobro bygger stadion til 35 millioner

Finansieringen af et nyt stadionbyggeri i Hobro er nu på plads. DS Gruppen får ansvaret for udbygningen til 35 millioner kroner.
DS Gruppen står for stadionudbygningen i Hobro, som skal resultere i væsentligt flere siddepladser. Foto: Colourbox.
DS Gruppen står for stadionudbygningen i Hobro, som skal resultere i væsentligt flere siddepladser. Foto: Colourbox.

DS Arena i Hobro bliver nu udbygget for 35 millioner kroner, så det lever op til DBU’s krav om en tilskuerkapacitet på 10.000 tilskuere. Det er et anlægstilskud på 14,6 mio. kroner fra Mariagerfjord Kommune der sammen med stadion- og tribunesponsorater nu gør, at arbejdet med at udbygge DS Arena kan fortsætte. Anlægsprojektet har et budget på 35 millioner kroner.

Der skal nu opføres en tribune på den såkaldte Mallorca-langside på DS Arena, og DS Gruppen, der er en af klubbens hovedsponsorer, tager byggeansvaret på projektet. Den samlede stadionkapacitet bliver på 10.225 tilskuere fordelt på 3.000 siddepladser og 7.225 ståpladser.

Udbygningen af DS Arena vil ikke alene komme Hobro IK til gode – den vil blive et aktiv for hele Mariagerfjord Kommune.

Steen Juulsgaard{break}Formand, Hobro IK

– Det er en fantastisk nyhed for klubben. Vi er nu i stand til at opfylde licenskravene fra DBU, således at vi også i fremtiden vil kunne præsentere topfodbold på DS Arena i Hobro. Udbygningen af DS Arena vil ikke alene komme Hobro IK til gode, men det vil blive et aktiv for hele Mariagerfjord Kommune, idet den sportslige succes skaber mange afledte indtægter og vil være en vigtig del af fundamentet for den fremtidige vækst i regionen , siger formand for Hobro IK, Steen Juulsgaard, til klubbens hjemmeside.

Byggeriet ventes at stå færdigt i løbet af efteråret. Spaden er dog allerede blevet sat i jorden i den vestlige ende af klubhuset, idet det haster for klubben at få udbygget kontor- og lagerfaciliteter samt få etableret flere stå- og siddepladser på tribuneafsnittet.

I indeværende sæson har Hobro IK fået dispensation til at spille i Superligaen, selvom DS Arena ikke opfylder kravet om en minimumkapacitet på 10.000 personer, hvoraf mindst 3.000 siddepladser skal være overdækket.

Relateret indhold