Dansk tegnestue designer nyt rådhus i Uppsala

Henning Larsen Architects har i samarbejde med SLA og Tyréns vundet konkurrencen om et nyt rådhus på 25.000 kvadratmeter i Uppsala, Sverige.
Et glasoverdækket gårdrum samler rådhusets funktioner. Illustration: Henning Larsen Architects.
Et glasoverdækket gårdrum samler rådhusets funktioner. Illustration: Henning Larsen Architects.

Om projektet

  • Beliggenhed: Uppsala, Sverige
  • Bygherre: Uppsala Kommune
  • Bruttoareal: 25.000 m2 (13.500 m2 tilbygning)
  • Byggeår: 2017 – 2020
  • Opgaveform: Inviteret konkurrence
  • Bæredygtighed: BREEAM-SE Excellence
  • Landskabsarkitekt: SLA
  • Rådgivende ingeniør: Tyréns

Det bliver med dansk indflydelse, når den svenske by Uppsala får bygget nyt rådhus. Således har et samarbejde mellem Henning Larsen Architects, SLA og Tyréns vundet konkurrencen om rådhuset, hvor et glasoverdækket gårdrum bliver byens nye, demokratiske samlingssted. Det oplyser Henning Larsen Architects i en pressemeddelelse.

Det danske arkitektfirma fortæller, at med den transparente arkitektur går det nye rådhus i Uppsala i dialog med borgerne og inviterer dem ind i hjertet af bystyret. En offentlig passage gennem bygningens stueetage forbinder den nye rådhusplads med et overdækket gårdrum, hvor borgerservice og andre udadvendte funktioner er placeret.

Om- og tilbygning

I gårdrummet knytter en skulpturel bygning rådhusets gamle og nye afdelinger sammen med gangbroer i forskellige niveauer. Her er byrådssalen og møde- og konferencefaciliteter placeret. Den centrale bygning bidrager til et moderne arbejdsmiljø, hvor videndeling og problemløsning på tværs af organisationen er i højsædet. Det nye rådhus rummer foruden 1.500 fleksible arbejdspladser, café med udeservering, restaurant, butikker, konferencefaciliteter og plads til offentlige og private udstillinger og arrangementer.

Projektet er en om- og tilbygning af det eksisterende rådhus, der kun blev delvist opført efter de oprindelige tegninger. Det oplyses, at Henning Larsen Architects forslag bygger videre på konkurrenceforslaget fra 1957 og fuldender, med en L-formet tilbygning, den oprindelige intention om en lukket karréstruktur.

Moderne rådhus

Ifølge juryen leverede Henning Larsen Architects det forslag, der mest overbevisende forener funktionelle krav og arkitektonisk kvalitet.

– Vores vision er et indbydende, moderne rådhus, som fremmer dialogen med borgerne, og som er en funktionel arbejdsplads og et mødested for beboere, embedsmænd og politikere. Samtidig vil vi bevare rådhusets oprindelige arkitektoniske værdi. Jeg synes, at vinderforslaget er lykkes med at løse denne svære ligning på en meget elegant måde, siger borgmester i Uppsala Kommune og formand for juryen, Marlene Burwick.

Juryen har bedømt de fem konkurrenceforslag ud fra parametrene arkitektonisk design, funktionalitet, tilpasningsdygtighed, realiserbarhed og bæredygtighed.

Vinderforslaget danner grund for det fortsatte arbejde med udvikling og tilpasning af det nye rådhus, som kommer til at foregå i dialog mellem rådgiverteamet og bygherre. Ombygningen af rådhuset indledes i 2017 og bygningen forventes klar til indflytning i 2020.

Juryen har bedømt de fem konkurrenceforslag ud fra parametrene arkitektonisk design, funktionalitet, tilpasningsdygtighed, realiserbarhed og bæredygtighed. Illustration: Henning Larsen Architects.
Juryen har bedømt de fem konkurrenceforslag ud fra parametrene arkitektonisk design, funktionalitet, tilpasningsdygtighed, realiserbarhed og bæredygtighed. Illustration: Henning Larsen Architects.

Relateret indhold