Skadelige partikler forårsager højere dødelighed
- Uanset om du bor i byen eller på landet, udsættes du dagligt for skadelige luftbårne partikler. Bor du i byen, er koncentrationen som oftest højere, og her er det både trafik og brænderøg, der er de store syndere, hvor det på landet oftere er naboens brænderøg, der trænger ind i hjemmene.
- Resultatet kan være koncentrations- og søvnbesvær for hjemmets beboere. Men de skadelige partikler forårsager også højere dødelighed – særligt for folk med lunge- og hjertekarsygdomme. Partikelforurening er ligeledes kræftfremkaldende.
Det er nærliggende at tro, at loven om påtvungne mekaniske ventilationsanlæg i alle nye boliger fra 2012 kun har bidraget positivt til indeklimaet i Danmark. Men anlæggene kan også have den modsatte effekt og være skyld i, at der kommer flere skadelige partikler ind i hjemmet, hvilket en ny undersøgelse fra Rådet for Grøn Omstilling viser.
– Efter at have modtaget mange bekymrede henvendelser om røg fra naboernes brændeovne, besluttede vi os for at lave en screening i et parcelhus med mekanisk ventilation. Og resultatet viste, at partikelforureningen i huset var langt værre end forventet, fortæller Kåre Press-Kristensen, seniorrådgiver hos Rådet for Grøn Omstilling.
Politikerne skal ind over
Den gode nyhed er dog, at det er simpelt at gøre ventilationsanlægget til et aktiv i kampen mod de skadelige partikler.
For det er filteret i ventilationsanlægget, der kan beskytte imod sundhedsskadelige partikler udefra. Men desværre leveres langt de fleste mekaniske ventilationsanlæg som udgangspunkt med grovfiltre som standard, der ikke kan opfange partiklerne i udstødningsrøg eller osen fra brændeovne.
Man bør derfor skifte til et finere filter, da standardfilteret ikke altid kan opfange de sundhedsskadelige partikler, lyder anbefalingen, og hos Rådet for Grøn Omstilling mener man, at det er vigtigt at informere husejerne om begrænsningerne ved standardfiltrene, og at politisk interesse for emnet er essentielt for at komme problemet til livs:
– Hvis der for alvor skal gøres noget ved problemstillingen, så skal politikerne ind over. Der har længe været politiske diskussioner i gang vedrørende brændeovnene, men der bør også arbejdes på at finde bedre og mere varige løsninger i forhold til ventilationsanlæggene og de filtre, som de som standard leveres med, siger Kåre Press-Kristensen.
Et godt filter kan opfange partikler helt ned til 1 mikrometer, og i de fleste boligventilationsanlæg er det muligt at fjerne op til 63 % af de skadelige mikropartikler. En meget stor del partikler fra udefrakommende forureningskilder filtreres dermed fra. Til sammenligning fjerner et standardfilter som oftest kun 10 til 20 %.