Enemærke & Petersen køber Raunstrup

Opkøbet af den jyske byggevirksomhed Raunstrup giver entreprenørvirksomheden Enemærke & Petersen flere strenge at spille på i et marked i vækst.
Enemærke & Petersen - der er et datterselskab under MT Højgaard koncernen - overtager entreprenørvirksomheden Raunstrup med hovedkontor i Aarhus. Pressefoto.
Enemærke & Petersen - der er et datterselskab under MT Højgaard koncernen - overtager entreprenørvirksomheden Raunstrup med hovedkontor i Aarhus. Pressefoto.

E&P og Raunstrup

  • Enemærke & Petersen har ca. 700 medarbejdere, afdelinger i Ringsted, Glostrup, Odense, Aalborg og Aarhus – og en omsætning på ca. 2,2 mia. kr.
  • Raunstrup har ca. 325 medarbejdere på hovedkontoret i Aarhus og afdelingerne i Randers, Silkeborg, Vejle, Odense og København, heraf 260 i produktionen.

Enemærke & Petersen har med overtagelsen af Raunstrup foretaget sit første større opkøb.

– Raunstrup er en dygtigt drevet byggevirksomhed – og vi blev interesserede i et opkøb, fordi vi så et godt match mellem de to virksomheder. Både når det gælder kultur og samarbejde, og også i forhold til de ret forskellige forretninger, vi hver især har, lyder det fra Enemærke & Petersens administrerende direktør, Henrik Mielke.

Han pointerer, at opkøbet af Raunstrup giver flere strenge at spille på i et marked i vækst:

– De to forretninger kan supplere hinanden, og spille hinanden ind i projektsammenhæng. Vi er i en gunstig markedssituation, og med to byggeorganisationer har vi flere kræfter til at løse opgaverne, siger direktøren.

Var ikke til salg

Hos Raunstrup fortæller administrerende direktør Søren Kristensen, at virksomheden ikke har været til salg:

-Det er ikke et mindset, vi har haft. Men her var den rigtige mulighed. Jeg har kendt Enemærke & Petersen i mange år og jeg kan genkende den utrolige stærke kultur og de værdier, der også ligger i Raunstrup. Vi er håndværksvirksomheder – og er stolte af det. Vi har fokus på vores kunders interesser og så har vi et strategisk sigte på bæredygtighed og partnerskaber. Jeg kan ikke forstille mig nogen bedre end Enemærke & Petersen til et opkøb, fortæller Søren Kristensen.

Raunstrup fortsætter som en selvstændig forretningsenhed med samme navn – og i hverdagen vil bygherrer, kunder og medarbejdere ikke mærke nogen forskel:

– Det er business as usual. Det vi dog ser, er de geografiske synergier: Enemærke & Petersen er stærke på Sjælland og vi er stærke på Jylland og Fyn. Det betyder, at vi med opkøbet begge har fået tilført nogle muskler og står endnu stærkere som samarbejdspartnere for vores kunder. Konkret får vi med samarbejdet med Enemærke & Petersen et brohoved og en adresse i både Aalborg og i Glostrup, hvor vi kan betjene vores mange faste kunder, fortæller Søren Kristensen.

Købet af Raunstrup er alene betinget af konkurrencemyndighedernes godkendelse. Overtagelsen ventes at ske i løbet af første kvartal 2021. Efter opkøbet fortsætter Raunstrup som en selvstændig forretning. Raunstrup-navnet fastholdes, og aktiviteterne og den daglige ledelse i virksomheden fortsætter uændret under Enemærke & Petersens ejerskab.

Relateret indhold