Fire etager, tagterrasse med udsigt til Gåsetårnet, hovedindgang fra Valdemarstorvet, foreningszone med mødelokaler, solceller på taget, en multifunktionel sal, demokratiplads og 220 vinduesvendte arbejdspladser.
Det er nogle af elementerne i det vinderforslag, der skal blive til Vordingborg Kommunes nye rådhus – Borgernes hus. Et hus, der skal bygges sammen med Jobcenter og Borgerservice, så de to etaper fremstår som en helhed.
I de seneste uger er tre konkurrenceforslag blevet vurderet af politikere, arkitekter, ingeniører og medarbejdere i kommunen. Onsdag aften blåstemplede kommunalbestyrelsen den dommerbetænkning, der anbefaler forslaget fra konsortiet med Moe, PLH Arkitekter og ETN Arkitekter som vinder.
– Vi har lagt vægt på arkitektur, økonomi, bæredygtighed og sammenhæng til omgivelserne i bedømmelsen. Og så skal mavefornemmelsen selvfølgelig være rigtig. Med vinderforslaget har vi fået et solidt og realistisk udgangspunkt, og jeg er sikker på, at det bliver et dejligt hus for borgere og medarbejdere, siger borgmester Mikael Smed (S).
I praksis skal Vordingborg Kommune nu indgå aftale med konsortiet om totalrådgivning på projektet. I august begynder planlægningen i detaljer, og i den proces har både kommende brugere af huset og medarbejdere en vigtig rolle.
– Der er mange detaljer, der skal på plads over det næste halve år, når det gælder indretningen af faciliteter til borgere, foreninger og medarbejdere. Vi skal også have kigget lidt mere på bæredygtighed, tilgængelighed og andre elementer i vinderforslaget. Det glæder vi os til at komme i gang med, fortæller Mikael Smed.
De øvrige konkurrenceforslag kom fra konsortier med Lundgaard & Tranberg Arkitekter og Henning Larsen Architects i spidsen.