Ny platform skal få danskerne til at bygge klima-smart

Det skal være lettere for danskerne at bygge klimasmart, mener Energitjenesten og FSC Danmark.
Den nye platform henvender sig til den menige dansker, der står foran et byggeprojekt.
Den nye platform henvender sig til den menige dansker, der står foran et byggeprojekt.

“Byg Smart fra Start” er navnet på Energitjenesten og FSC Danmarks nye platform, der indeholder både CO2-beregner og en række workshops. Målet er at klæde danskerne på til at træffe bæredygtige valg i deres byggeprojekter, kan man læse i en pressemeddelelse fra FSC Danmark.

Det kan nemlig være vanskeligt for byggeglade danskere at overskue, hvordan de skal gå til deres nye byggeprojekt. Vel findes der meget viden, men hvad er fup og hvad er fakta?

Platformen skal hjælpe med materialevalg, samt miljøbelastningen nu og her, men også for et byggeprojekts fulde levetid.

To kommuner er med

Projektet støttes af både Syddjurs og Randers Kommune, som vil gøre det nemmere for deres borgere at bygge bæredygtigt.

– Byggeriet har et stort klimaaftryk, og i en tilflytterkommune som Syddjurs er det særligt vigtigt, at vi alle har fokus på at bygge bæredygtigt. Derfor er vi glade for at kunne tilbyde nybyggere og tilflyttere inspiration og vejledning til at tage bæredygtige valg i byggeriet, siger formand for Udvalget for natur, teknik og miljø i Syddjurs Kommune Kim Lykke Jensen.

I Randers er begrundelsen for at deltage omtrent den samme.

– Med Byg Smart fra Start er vi med til at få flere til at bygge klimavenligt og smart, samtidig med, at vi viser, at vi er en kommune med store naturværdier og bæredygtige lokalsamfund, fortæller formand for Miljø- og Teknikudvalget i Randers Kommune Frank Nørgaard.

Mere end blot træ

FSC Danmark, der er den ene aktør bag projektet, håber at platformen kan skubbe i den grønne retning.

– Vi oplever dagligt helt almindelige danskere, som gerne vil gøre en forskel – også når de bygger nyt. Det vil vi gerne støtte op om, derfor satte vi gang i Byg Smart Fra Start, siger direktør Søren Dürr Grue og fortsætter:

– For os handler det ofte om brug af træ, men træ er ikke altid det eneste bæredygtige valg, det viser vores beregner, som er udviklet i samarbejde med Energitjenesten. Vi glæder os til at følge projektet og håber at se en masse interesserede på vores online workshops.

Relateret indhold