Nyt katalog skal hjælpe bygningsejere til at nå klimamålene

EjendomDanmark er kommet op med 17 konkrete løsninger, der kan gøre de danske ejendomme grønnere - og som er realistisk overførbare til virkeligheden.
Jannick Nytoft, der er administrerende direktør i EjendomDanmark, har 17 konkrete forslag til, hvordan blandt andet de private udlejningsboliger kan komme med på den grønne dagsorden. Pressefoto. 
Jannick Nytoft, der er administrerende direktør i EjendomDanmark, har 17 konkrete forslag til, hvordan blandt andet de private udlejningsboliger kan komme med på den grønne dagsorden. Pressefoto. 

4 af 17 forslag 

  • Skab en ny og mere troværdig energimærkeordning, der kan være grundlag for en simplere sammenhæng mellem energirenoveringer og huslejetilpasninger. 
  • Lad skattesystemet understøtte de grønne investeringer endnu mere ved at give nedslag i ejendomsvurderinger for grønne ejendomme. 
  • Skab forenklede varslingsregler i huslejereguleringen, når det kommer til grønne forbedringer
  • Gør bygningsreglementet grønnere, mere fleksibelt og mere fremtidssikret. 

Danmark er i front, når det handler om klimamål. For at nå de ambitiøse målsætninger skal de grønne visioner overføres til praksis. Derfor lancerer ejendomsbranchens erhvervsorganisation EjendomDanmark klimakataloget Vejen til grønnere ejendomme i Danmark.

– Jeg er stolt af, at vi i dag kan lancere et grønt udspil af denne kaliber. Kataloget understreger, at ejendomsbranchen vil være med forrest, når det kommer til brugbare løsninger på klimaudfordringerne. Det sætter vi streg under i dag med et ambitiøst katalog med en perlerække af forslag, siger Jannick Nytoft, administrerende direktør i EjendomDanmark

Masser af besparelser

Ea Energianalyse har beregnet, at der er potentiale for at spare cirka 10 procent af energiforbruget i den private sektor. Det svarer til 130.000 tons CO2 eller næsten tre gange så meget, som i det udspil regeringen netop har lanceret om grønne investeringer i den almene sektor. De 130.000 tons svarer til CO2-udledningen fra 45.000 benzinbiler.

Forslagene i EjendomDanmarks katalog handler om at gøre det mere enkelt og fordelagtigt at investere grønt i ejendomme. Lovgivning og regler er i dag stopklods for mange grønne tiltag.

– For ofte støder ejendomsbranchen panden mod reguleringsmuren, og det er en skam. De danske bygninger er et oplagt område at se på for dem, der ønsker et mere klimavenligt land. Med de rette rammer kan vi hver dag de næste mange år tage nye skridt mod et grønnere Danmark – og omdanne ambitioner til resultater, siger Jannick Nytoft.

De 17 forslag i klimakataloget byder både på løsninger, der skal finansieres, og forslag, der ikke vil koste flere offentlige kroner. For eksempel vil det være gratis at tilpasse varslingsreglerne ved huslejeregulering – et tiltag som vil gøre det nemmere at iværksætte grønne renoveringer. Gennemføres alle forslag i klimakataloget, vil det kræve en offentlig investering på cirka en milliard kroner, mens ejendomsbranchen selv kan investere endnu mere.

Og skal de grønne ambitioner indfries, kan det også være nødvendigt at overveje mere drastiske midler som eksempelvis en mere ensartet CO2-skat, lyder det fra Jannick Nytoft. Men en afgift kan ikke stå alene.

– En forøget pris på CO2 må følges af politiske tiltag, der giver bedre rammer og muligheder for at investere grønt. Ellers er det bare en hævet skat, og det får vi ikke grønnere ejendomme af, siger direktøren. 

Man kan finde hele kataloget her.

Relateret indhold