Coronakrisen har kastet en mørk skygge over økonomien i både Danmark og udlandet. Også ejendomsbranchen vil kunne blive hårdt ramt som følge af coronakrisen. Det viser en ny analyse fra erhvervsorganisationen EjendomDanmark. Her estimeres det, at tabet for ejendomsbranchen kan løbe op på mellem to og fire milliarder kroner på blot et år – og det kommer lynhurtigt til at smitte af på byggebranchen, lyder meldingen fra administrerende direktør Jannick Nytoft.
– Faldende ejedomspriser vil ramme byggebranchen, fordi ejendomsbranchen vil igangsætte færre projekter. Blandt andet fordi det finansielle system kommer til at indskrænke sig som følge af, at ejendomme ofte benyttes som pant ved udlån, siger han og uddyber:
– Igangværende byggeprojekter bliver måske ikke stoppet, men det kan betyde, at der ikke er mulighed for at sætte nye projekter i søen. Ejendomsprojekter er store og ressourcekrævende. Fra konkret idé til lejerne kan flytte ind, går der som regel flere år, og det kræver både positive fremtidsudsigter og finansielle muligheder, siger Jannick Nytoft.
Krisens længde er afgørende
Hvordan og hvor meget byggeriet bliver ramt, er ikke umiddelbart at se i erhvervsorganisationens tal. Det hele afhænger af, om corona-krisen bliver et kortvarigt fænomen, eller om den kommer til at trække spor de næste mange år.
Selv ved en relativt hurtig genopretning af økonomien, vil en lavere genudlejningsfrekvens alene koste ejendomsbranchen to milliarder kroner, spår EjendomDanmark. I værste fald stiger regningen til fire milliarder inden udgangen af 2020.
– Hvis vi går ind i en længerevarende recession, består de bredere risici blandt andet af faldende huslejeniveau, faldende ejendomspriser, forhøjede finansieringsomkostninger og dermed et fald i nybyggeri og moderniseringer, siger Jannick Nytoft.