Den blå kedeldragt fra Kansas er nu igen dansk, omend den i dag går under navnet Fristads Kansas efter en sammenlægning med Fristads-brandet i 2012.
Efter ti års svensk kapitalfondsejerskab hos IK Investment Partners har de to erhvervsfolk Christian Dyvig og Michael Hauge Sørensen overtaget Kwintet-koncernen, der ejer Fristads Kansas-mærket sammen med andre mærker inden for arbejdstøj. Det skriver Børsen.
Kwintet er Europas største producent af arbejdstøj og har tabt tæt på to milliarder kroner siden 2008. Koncernen er tynget af en gæld på over tre milliareder kroner og har derfor også brug for ny kapital.
Tynget af gæld
– Vi skyder egne penge ind i koncernen for at styrke egenkapitalen. Det er ingen hemmelighed, at Kwintet har været tynget af en meget stor gæld, og derfor skal vi have styrket kapitalgrundlaget og kapitalstrukturen, siger Michael Hauge Sørensen, som ikke ønsker at oplyse, hvor mange penge, de nye ejere skyder ind i virksomheden.
De to erhvervsfolk overtager aktierne ligeligt og er godt klar over, at der venter en meget stor opgave med mange udfordringer.
– Men vi ser også et stort potentiale i virksomhedens brand. Vi tror, at vi har en fair mulighed for at give virksomheden luft under vingerne igen, siger Michael Hauge Sørensen.
Kwintet var oprindelig en dansk virksomhed, men kapitalfonden Axcel solgte i 2005 selskabet til kapitalfonden IK Investment Partners, der flyttede hovedkontoret til Malmø. I 2014 omsatte koncernen for godt fire milliarder kroner.