Schmidt Hammer Lassen i norsk samarbejde

Danske Schmidt Hammer Lassen architects indgår samarbejde med norske SJ arkitekter målrettet det norske marked.
Schmidt Hammer Lassen architects satser yderligere på det norske marked gennem nyt samarbejde med SJ arkitekter. Foto: Colourbox.
Schmidt Hammer Lassen architects satser yderligere på det norske marked gennem nyt samarbejde med SJ arkitekter. Foto: Colourbox.

Det lader til, det danske arkitektfirma Schmidt Hammer Lassen architects vil have en fod ind på det norske marked. I hvert fald skriver det norske medie Byggeindustrien, at virksomheden har indgået et fagligt og markedsmæssigt samarbejde med norske SJ arkitekter – primært rettet mod det norske marked.

Schmidt Hammer Lassen architects har gennem sin mere end 25 år lange levetid opbygget en solid position som en af Skandinaviens mest succesfulde arkitektvirksomheder. De står blandt andet bag Den Sorte Diamant, ARos og Grønlands Kulturhus Nuuk.

Norske aktiviteter

Ud over markante danske byggerier har virksomheden også haft opgaver i Norge.

– Schmidt Hammer Lassen architects har været aktiv på det norske marked i en årrække. På det seneste har vi færdiggjort nogle markante projekter på Tjuvholmen og vundet et par store, prestigebyggerier i Oslo centrum. Samarbejdet med SJ arkitekter giver os en lokalforankret partner, som vil bidrage til at styrke vores position på det norske marked. Det er et samarbejde, vi forventer os meget af, siger stiftende partner i Schmidt Hammer Lassen architects, John Foldbjerg Lassen, ifølge Byggeindustrien.

Relateret indhold