Massive kapacitetsproblemer er en vandrehistorie

Cheføkonom Bo Sandberg, Dansk Byggeri. Foto: Ricky John Molloy.
Cheføkonom Bo Sandberg, Dansk Byggeri. Foto: Ricky John Molloy.

Bygherreforeningen har udarbejdet en analyse om udfordringer i forbindelse med de igangværende store offentlige byggeprojekter. Vi mener, at rapporten desværre rammer helt uden for skiven, når det postuleres, at der ikke er entreprenørmæssig kapacitet til at løfte opgaverne.

Man stirrer sig blind på et enkelt delsegment – nybyggeriet af offentlige institutioner som bl.a. super-hospitalerne – men glemmer at betragte den samlede mængde opgaver på bygge- og anlægsområdet. Og så er det, man risikerer ikke at se skoven for bare træer. Det er mange offentlige byggerier i gang, men byggerierne er spredt ud over så mange år, at der jo ikke sker meget dramatiske skift fra år til år. Og samtidig er den private byggeaktivitet historisk lav, og heller ikke erhvervsbyggeriet står foran et boom.

Aktivitet falder

På bundlinjen forventer Dansk Byggeri, at den samlede aktivitet falder fra 2014 til 2015, primært på grund af, at de midlertidige effekter fra stormskaderne klinger af, og fordi BoligJobordningen står til at ophøre med udgangen af 2014.

Det må derfor være en ekstra spand isvand i hovedet på de håndværkere, der ventes at blive ledige i 2015, når Bygherreforeningen samtidig fejlagtigt postulerer, at der ikke er kapacitet i bygge- og anlægsbranchen til at løfte opgaverne i de offentlige ordrebøger.

EU’s indre marked for arbejdskraft og tjenesteydelser åbner sig år for år, og under højkonjunkturen 2005-2007 havde bygge- og anlægsbranchen stor gavn af udenlandsk arbejdskraft. Jeg vurderer, at krisen i Sydeuropa og dele af Østeuropa får mange sultne entreprenørvirksomheder til at stille skarpt på det stabile nordeuropæiske og skandinaviske marked.

Gode anbefalinger

Selvom Bygherreforeningens rapport i Dansk Byggeris optik er udtryk for en temmelig alternativ virkelighedsopfattelse, så er de indeholdte politikanbefalinger ganske fornuftige.

Vi er enige i, at den lille danske økonomi skal åbnes endnu mere op over for udlandet, og at vi skal undgå danske særregler som fx brandkrav, arbejdsudlejeskat mv. Vi er også helt på bølgelængde, når det gælder krav til bedre planlægning af byggerierne og tidlig inddragelse af de udførende virksomheder samt bedre rammebetingelser for at konsortier af mellemstore entreprenører får mulighed for at byde på de mange opgaver.

Relateret indhold