København kan nu bryste sig af international anerkendelse for klimasikring og vandmiljø i verdensklasse.
Debatten om rent drikkevand og udfordring med samme i Danmark har altså ikke spillet nogen nævneværdig rolle ved International Water Management Award i Madrid.
Her løber Hofor og Københavns Kommune med en pris i kategorien: By med fokus på vand: anerkender excellence og innovation inden for bymæssig vandforvaltning.
Hovedstaden modtager prisen af vandforsyningsselskabet, Canal de Isabel II i Madrid, der dækker et vandområde med 6 mio. indbyggere.
Hofor vokser og investerer vildt: 3,4 milliarder kroner sidste år
De gør de, fordi København har en integreret tilgang til vand, hvor teknologiske løsninger kombineres med naturbaseret klimatilpasning, oplyses det.
– Prisen gives for det eksemplariske arbejde for bæredygtigt vandmiljø. Ved at integrere banebrydende teknologi, naturbaserede løsninger, streng beskyttelse af vandressourcer og omfattende klimatilpasningsplanlægning er Danmark blevet en global reference inden for bæredygtigt vandmiljø, giver Canal de Isabel II som begrundelsen ifølge en pressemeddelelse fra Hofor.
Prisen giver anledning til stor begejstring i både Hofor og Københavns Kommune.
– Det er en særlig ære at få en pris fra en by som Madrid, der selv har opnået bemærkelsesværdige resultater for vandmiljøet, siger Susanne Juhl, formand for Hofor.
Anerkender vigtige investeringer
Klima- miljø- og teknikborgmester i Københavns Kommune, Line Barfod, er stolt af at modtage prisen.
– Danmark har haft fokus på håndtering af vand i mange år, og det er det fælles samarbejde og de langsigtede løsninger, der nu anerkendes, siger Line Barfod.
Investeringerne kunne for eksempel være den samlede skybrudsplan, hvor gader, parker og pladser designes til at håndtere store mængder vand.
Næststørste varmepumpe: Et lille skridt på vej mod Hofors 2035-plan
– Prisen anerkender vigtigheden af at investere i infrastruktur, der kan håndtere store mængder vand, og samtidig skabe rekreative byrum til gavn for mennesker og bynatur. Byrum der udvikles med omfattende borgerinddragelse. Det er jeg naturligvis stolt af, siger Line Barfod.
I Udenrigsministeriet har de også taget bestik af prisen. Her mener de, at det kan give anledninger til nye samarbejder, at erfaringer og kompetencer får international ros.
