Kemp & Lauritzen genvinder stor rammeaftale hos Forsvaret

Teknikvirksomheden har vundet samtlige delaftaler og skal de kommende fire år dermed stå for vedligehold og eftersyn af Etablissement- og Terrænkommandoens tekniske installationer og anlæg på tværs af hele landet.
Kemp & Lauritzen er klar til fortsat at understøtte Forsvarets samfundskritiske funktion.

Kemp & Lauritzen har genvundet en landsdækkende rammeaftale hos Forsvaret, som betyder, at teknikvirksomheden skal levere driftssikkerhed og sikre hele det tekniske vedligehold af Forsvarets anlæg i fem geografisk opdelte områder.

Virksomheden vandt fire ud af fem delaftaler første gang i 2022 og har i de sidste fire år leveret teknisk vedligehold og eftersyn inden for samtlige tekniske fag til Etablissement- og Terrænkommandoen.

Og den leverance får de altså nu lov til at fortsætte med, efter at være blevet nummer ét på samtlige fem delaftaler under den nye rammeaftale:

Læs også

Kemp & Lauritzen med nyt regnskab: ”Ærgerligt og utilfredsstillende”

– På en aftale som denne kommer vores fulde, geografiske dækning af Danmark til sin ret, idet vores leverancemodel sikrer ensartet respons, kvalitet og dokumentation til selv de mest afsidesliggende områder af landet. Vi er meget stolte over den tillid, Forsvaret viser os, siger direktør for Teknikhuse i Kemp & Lauritzen, Thomas Gjørup.

Samfundsansvar

Han peger på, at rammeaftalen passer godt ind i virksomhedens strategi om at levere helhedsorienterede tekniske løsninger med stærke, tværfaglige kompetencer, der skaber transparens, kvalitet og effektivitet for deres kunder:

– Forsvaret er en af landets mest komplekse tekniske kunder, og den her aftale giver os mulighed for at bringe hele vores organisation samt vores store netværk af stærke underleverandører i spil.

Læs også

Kemp & Lauritzen styrker bidraget til Danmarks sikkerhed

– Samtidig flugter aftalen godt med det samfundsansvar, som vi aktivt ønsker at påtage os i Kemp & Lauritzen.

– Vi ser frem til at fortsætte vores tætte og konstruktive samarbejde med Etablissement- og Terrænkommandoen på tværs af alle regioner, udtaler Thomas Gjørup.

Aftalen starter den 1. juli 2026.

Relateret indhold