Under valgkampen op til kommunalvalget forlød det ret højlydt fra en række venstrefløjskandidater, at der er behov for et huslejestop i København for at lette på den tiltagende mangel på navnlig billige boliger til de unge.
Huslejestop er en politik, som der findes ganske mange empiriske studier af. Under første verdenskrig bredte huslejestop sig om en steppebrand over store dele af verden. Og erfaringen viser, at når først en eller anden form for huslejekontrol er indført, så er den helt ufatteligt sejlivet og svær at få afskaffet. Der er kun få ting, som frimarkedstilhængere frygter mere. I Danmark har vi stadig resterne af et huslejeloft fra 1939, omend det kun rammer et ret beskedent antal lejligheder.
Nye tal: Voldsom boligaktivitet varer ikke ved
Det er egentlig ikke så svært at forklare, hvorfor huslejestop ender med at blive langvarige. Der er mange flere lejere blandt vælgerne, end der er udlejere. Så en ophævelse af restriktionerne vil ramme en klart afgrænset vælgergruppe, som er langt større end tilhængerne af afskaffelsen. Ofte vil konsekvenserne virke ret uoverskuelige, måske endda skræmmende store, og derfor er de pågældende vælgere villige til at flytte deres stemme for at bevare huslejeloftet.
Omgangssyge
Kun en tåbelig politiker frygter ikke vælgerhavet. Så derfor tør kun de mest forbenede borgerlige foreslå en ophævelse. I Danmark har der ikke eksisteret et så aparte parti, siden begyndelsen af 1970’erne, hvor Fremskridtspartiet kort efter sin ankomst på Christiansborg foreslog at afskaffe alle regler om huslejeregulering. Som et kuriosum kan nævnes, at Det Radikale Venstre dengang var det af de øvrige partier, som var mest tilbøjelig til at liberalisere.
Omvendt er den økonomiske teori og de empiriske studier overvældende enige om, at et huslejestop aldrig har de effekter, som man håber på i forbindelse med indførelsen. Det er faktisk det ene spørgsmål, hvor flest økonomer kan blive enige.
Boligmangel skyldes aldrig mangel på boliger
Det mærkelige er, at politiske krav om huslejelofter dukker op med en næsten foruroligende regelmæssighed, omend der er et element af omgangssyge over det. Når først vi kan læse, at det er blevet indført et sted, f.eks. Berlin for nogle år siden, så går der ikke lang tid, førend venstrefløjsfolk i andre lande også stiller forslaget.
Baggrunden for kravet om huslejestop er næsten undtagelsesfrit et postulat om, at der ikke er nok billige boliger, og efterspørgslen driver priserne i vejret.
Øger boligefterspørgsel
Allerede her er der noget mærkeligt ved at anse et stop for en løsning. Hvis det er en udvikling, som allerede har ført til uantagelige problemer, så kan det da aldrig være nok, at man standser udviklingen. Det er jo bare at gøre den uantagelige situation permanent.
Og hvis man filosoferer lidt videre, så må man konstatere, at det eneste formål med et huslejestop er at sørge for, at nogle flere mennesker kan være med i buddet om de eksisterende lejligheder. Meningen er, at nogle mennesker, som ellers ikke ville have råd til en lejlighed, skal melde sig som aktivt boligsøgende i konkurrence med dem, der allerede er det.
2025 satte ny rekord i storbyernes lejlighedssalg
Med andre ord vil man øge efterspørgslen efter boliger. Og det vil man gøre i en situation, hvor der efter fortalernes egen opfattelse allerede er for få boliger.
Men hvis udgangspunktet for argumentationen er, at der mangler boliger, så giver det jo ingen mening at lave et indgreb, hvis eneste konsekvens uundgåeligt må være, at der skal flere boliger til at mætte efterspørgslen. I en situation med boligmangel må den socialt ansvarlige holdning da være, at man skal skabe en situation, hvor vi på en eller anden måde deles om de eksisterende boliger og giver folk med meget store boliger incitamenter til at mindske deres boligforbrug.
En million på et år: Prisen på en lejlighed steg voldsomt sidste år
Vi ved, at store dele af de ældre almene boliger og andelsboligerne er ekstremt billige sammenlignet med andre boligformer, og mærkværdigvis er lige præcis de 2 boligformer også ekstremt begunstigede med hensyn til beskatning. De bidrager i sammenligning med ejerboligerne i de store byer næsten ingenting til stats- og kommunekasserne.
Hvis venstrefløjens udsagn om, at der mangler boliger lægges til grund – og det vil jeg sådan set gerne advare imod – så ville den rigtige politik ikke være et huslejeloft, men derimod en kraftigt øget beskatning af de typer boliger, som der er mangel på.
