MT Højgaard-koncernen fuldfører generationsskifte i bestyrelsen

Til marts fratræder Pernille Fabricius sin bestyrelsespost i MT Højgaard Holding efter 12 år og afløses af Torben Bender, der tidligere bl.a. har været revisor for entreprenørkoncernen.
Torben Bender har tidligere haft bestyrelseshverv i Bestyrelsesforeningen, DI Rådgiverne, EY Danmark, EY Global og KPMG. Foto: CEO for Copenhagen Infrastructure Capital.

Når bestyrelsen for MT Højgaard Holding afholder generalforsamling d. 20. marts, vil den foreslå nyvalg af Torben Bender, der er CEO for Copenhagen Infrastructure Capital (CI Capital), til bestyrelsen.

Han skal afløse Pernille Fabricius, som fratræder på generalforsamlingen efter 12 år i bestyrelsen.

Læs også

MT Højgaard fuldender det sidste store, internationale salg

Torben Bender er uddannet statsautoriseret revisor (beskikkelse deponeret), og inden ansættelsen som CEO i CI Capital var han i 10 år i EY Danmark som bl.a. CEO og landechef og senest som bestyrelsesformand frem til 2024.

Han indledte sin karriere i revisionsbranchen i 1991 hos KPMG.

Torben Bender er medlem af bestyrelsen for Unicef Danmark, hvor han er forperson for Risiko- og Revisionsudvalget.

Tidligere har han haft bestyrelseshverv i Bestyrelsesforeningen, DI Rådgiverne, EY Danmark, EY Global og KPMG.

Kender entreprenørbranchen

Entreprenørkoncernen oplyser, at Torben Bender foreslås valgt på grund af sine kompetencer inden for finansiel styring, revision og rapportering i børsnoterede selskaber, M&A, ledelse og strategisk udvikling.

Ligeledes kender han entreprenørbranchen fra sit tidligere virke som revisor for flere virksomheder, bl.a. MT Højgaard Holding, hvor han var generalforsamlingsvalgt revisor frem til 2023.

Desuden har han en stærk indsigt i projektstyring fra sit nuværende job og fra sit virke som revisor og rådgiver for flere projekttunge virksomheder.

Læs også

God start for MT Højgaard Holding: ”Vi har taget nye skridt”

– Vi fuldfører nu det generationsskifte i bestyrelsen, som vi indledte sidste år, siger bestyrelsesformand Morten Hansen.

– Jeg er glad for, at vi med Torben Bender tiltrækker endnu en kompetent profil, så bestyrelsen har den rigtige sammensætning i forhold til MT Højgaard Holdings strategiske muligheder. Jeg vil samtidig takke Pernille Fabricius for hendes vigtige bidrag til bestyrelsens arbejde gennem de seneste 12 år.

Relateret indhold