PropTech-selskabet Legacy, der leverer data-infrastruktur i ejendoms- og energisektoren med fokus på den grønne omstilling, får en kapitalindsprøjtning fra EMDFonden, der samtidig bliver en del af ejerkredsen.
Det sker i en kapitaludvidelse på 4,5 mio. kroner, som EMDFonden gennemfører sammen med de eksisterende investorer hos Legacy, der blandt andet tæller Danmarks Eksport- og Investeringsfond (EIFO).
EMDFonden investerer i viden, beregningsmodeller, software og data indenfor den grønne omstilling.
Home.Earth ansætter ny chef med 25 års Colliers-erfaring
– Vi har fulgt Legacy i en længere periode og ser et stort potentiale i at medvirke til at udvikle selskabet. Bygninger står for cirka 40 pct. af energiforbruget og omkring 30 pct. af CO2-udledningen i Danmark, siger Frank Rosager, bestyrelsesformand i EMDFonden, og fortsætter:
– For at nedbringe dette aftryk er vi nødt til at træffe markant klogere beslutninger, og det kræver et solidt datagrundlag. Legacy udvikler netop de værktøjer, der kan levere denne data-infrastruktur og dermed reducere ejendomsbranchens klimabelastning.
Det rigtige hold
Adm. direktør i Legacy, Magnus Nørbo, ser det som et markant skulderklap, at EMDFonden nu bliver en del af ejerkredsen.
For Legacy markerer kapitaludvidelsen første skridt i en ny strategi, hvor de går fra ”udelukkende at være en CO2-rapporteringsplatform til at være en førende leverandør af grundlaget til fremtidens investeringsbeslutninger i energi- og ejendomssektoren”.
Brug eksisterende data smartere – vent ikke på nye energimærker
– Vi er glade for tilliden fra EMDFonden og ser frem til at forløse det strategiske potentiale, vi begge ser i fremtidens datadrevne energi- og ejendomssektor, siger Magnus Nørbo og fortsætter:
– I en verden, hvor udviklingen er drevet af AI, er det de bedste data, der vinder, og vi har sat det rigtige hold til at indfri det potentiale.
