Generelt har bygge- og anlægsbranchen været hårdt ramt, når det gælder konkursramte virksomheder.
Nye tal fra data- og teknologivirksomheden Experian viser dog, at udviklingen begynder at gå den rigtige vej.
I september 2025 var antallet af konkurser således 15 pct. lavere end i september 2024. 89 bygge- og anlægsvirksomheder gik konkurs i september 2025, mens 105 selskaber måtte lukke i september 2024.

25 % på 5 år – lønnen er eksploderet i byggeriet
Kigger man på de seneste 12 måneder, gik 1.043 virksomheder i bygge- og anlægsbranchen konkurs. Kigger man på tilsvarende periode et år tidligere (oktober 2023 – september 2024), var tallet 1.255. Det er et fald på hele 17 pct.
Det gør bygge- og anlægsbranchen til den branche, der har oplevet det største fald i antallet af konkurser det seneste år.
– Når vi ser på det samlede billede for byggeriet, er der tale om en fornuftig udvikling med pil op, siger Bo Rasmussen, direktør i Experian.
Rentefald og nyt prisniveau
Bo Rasmussen forklarer de bedre tider i bygge- og anlægsbranchen med, at et rentefald har haft en positiv effekt på aktiviteten i byggeriet:
– Branchen har været igennem udfordrende år efter inflationskrisen og deraf følgende rentestigninger. Renterne er sidenhen faldet noget tilbage igen og er med til at give et bedre forretningsfundament, der også kan aflæses i en øget aktivitet de seneste måneder.

Nu igangsættes flere nye boliger end der afsluttes
Og så har virksomhederne og kunderne efterhånden vænnet sig til de højere priser.
– Vi er inde i en periode, hvor der er kommet mere ro over feltet. Omkostningerne er stadig højere end tidligere, men det er en ny normal, som både kunder og virksomheder har tilpasset sig, siger Bo Rasmussen og fortsætter:
– Det er blevet dyrere at bygge et hus, ligesom det er blevet dyrere at handle dagligvarer – vi har skullet vænne os til et nyt prisniveau, og det har vi efterhånden gjort, mens lønstigningen også har hjulpet på købekraften.
Flere ansatte
Tegn på bedring i bygge- og anlægsbranchen kan også ses på antallet af ansatte.

Starten på 2025 er gået over al forventning
Ifølge tal fra Danmarks Statistik var der i juli 2024 186.823 lønmodtagere ansat i bygge- og anlægsbranchen, mens tallet i juli 2025 var steget til 189.743. Det er en stigning på halvanden pct.