I februar endte 21 % af alle lejlighedshandlerne i Danmark med en salgspris på fem mio. kroner eller mere.
Det viser nye tal fra Boligsiden.
For blot et år siden lå andelen på landsplan på 16,3 %, fortæller Birgit Daetz, der er kommunikationsdirektør og boligøkonom hos Boligsiden:
– I takt med de stigende lejlighedspriser er det selvfølgelig naturligt, at der også bliver flere handler i den dyre ende. Men når det er sagt, er det alligevel bemærkelsesværdigt, at lejlighedshandler til fem millioner kroner eller mere udgør den største andel, når vi deler salget op i de enkelte prisklasser og endda med en pæn afstand til de øvrige prisklasser.

40.000 kroner for én kvadratmeter – udbudspriser når ny milepæl
Til sammenligning er det lejlighedshandler i prisklassen 2-2,5 mio. kroner, der udgør den næststørste andel af handlerne i februar. Her er andelen 12,9 % af det samlede salg, siger Birgit Daetz:
– Tidligere har salget typisk været mere ligeligt fordelt mellem prisklasserne fra 1,5 til 2,5 mio. kroner og så de dyreste handler til fem millioner kroner eller mere. Men nu trækker de dyreste handler fra og udgør den største andel.
– Det hænger sammen med den generelle økonomiske situation, hvor lønstigninger, lavere renter og høje opsparinger har givet et godt udgangspunkt i privatøkonomien for flere boligkøbere og givet flere mulighed for at realisere lejlighedskøbet i den dyre ende, forklarer hun.

Byggeriet halter efter i København – sådan vil man hindre en rigmandsghetto
Med til forklaringen hører også, at den stigende efterspørgsel sker i et marked, hvor antallet af lejligheder til salg er nedadgående. Det bidrager til at presse priserne op.
Dertil spiller størrelsen af de solgte lejligheder selvfølgelig også ind, påpeger boligøkonomen.
København er naturligt i front
Tallene viser også, at der i landsdelen Østjylland, hvor Aarhus ligger, blev solgt 7,2 % ejerlejligheder til fem mio. kroner eller mere i februar. Til sammenligning ligger andelen i landsdelen Byen København på 40 %:
– København udgør langt det største marked for lejlighedshandler, og derfor er det også naturligt, at andelen for de dyreste salg er højere i landsdelen Byen København, hvor både København og Frederiksberg ligger.
– Når det er sagt, har vi i Østjylland tidligere set en andel, der har været næsten dobbelt så høj som de aktuelle 7 %, hvorimod de 40 % i Byen København er den højeste registreret andel i statistikken, forklarer Birgit Daetz.

Internationale investorer overtager markedet for industriejendomme i Storkøbenhavn
Og inden for Københavns grænser har Nordhavn lagt sig spidsen med 81,5 % af de solgte lejligheder med en salgspris på fem mio. kroner eller derover:
– Nordhavn er en forholdsvis ny bydel i København med mange store og eksklusive lejligheder. Det afspejler sig i priserne. Nordhavn er nemlig også den bydel i København, der har de generelt højeste kvadratmesterpriser, siger Birgit Daetz.
Hun tilføjer dog, at der både i København K, København SV, København V og København Ø i februar var mere end 50 % af de solgte lejligheder, der endte med en salgspris på fem mio. kroner eller mere.
Boligsiden.dks aktionærer er ejendomsmæglere, ejendomsmæglerkæder og Dansk Ejendomsmæglerforening.