Først nedrivning: Civica opfører 48 almene boliger centralt i Nyborg

Bryggergården har stået centralt i Nyborg i mere end 125 år. Nu rives den lyserøde og trætte bygning ned og erstattes af 48 nye DGNB Guld-certificerede boliger.
Visualisering af en boligejendom med lys facade nederst og mørkegrå øverst. Foran et grønt bælte
De 48 boliger i det nye Bryggergården, der især vil være velegnede til mindre familier, par og enlige, får alle adgang til enten egen terrasse eller altan. Bygningen opføres til DGNB Guld. Visualisering: Creo Arkitekter

Den nedslidte, lyserøde Bryggergård på hjørnet af Bryggerivej og Storebæltsvej centralt i Nyborg er snart fortid. Inden længe går nedrivningsfirmaet P. Olesen i gang med en selektiv nedbrydning af den mere end 125 år gamle bygning.

Herefter kan totalentreprenøren Jorton gå i gang med at opføre en ny beboelsesejendom med 15 2-værelseslejligheder, 23 boliger med 3 værelser og 10 boliger med 4 værelser. I alt giver det 48 lejligheder på mellem 69 og 106 kvm. Hertil kommer et erhvervslejemål på 208 kvm.

Samlet opføres ca. 4.000 kvm i fem etager.

Læs også

Fyn får nyt alment boligområde med seniorbofællesskab

Bygherre er den almene boligorganisation Civica. Direktør Jens Pilholm har tidligere udtalt følgende om projektet:

– For os i Civica er det et spændende og attraktivt projekt, både hvad angår udformningen og placeringen. De kommende beboere får kort afstand til Nyborg bymidte med dens mange gode indkøbs- og handlemuligheder, stationen inden for gåafstand og nem adgang til motorvejsnettet (…).

Han tilføjer:

– Det nye projekt bidrager ikke blot til at øge andelen af almene boliger i Nyborg Kommune, men skaber også attraktive boligmuligheder for en anden målgruppe, der ønsker at bo tættere på byens puls, indfaldsveje og gode, offentlige transportmuligheder.

Grønt bælte

Det er de Odense-baserede Creo Arkitekter, der har tegnet den nye bygning, der opføres til DGNB Guld. Ingeniør’ne i Kolding er med på ingeniør-delen. byMunch By- og Landskabsdesign er landskabsarkitekt og ansvarlig for bl.a. det grønne bælte, der skal etableres foran bebyggelsen. Byggefaktas SMART-database anslår budgettet til 70 mio. kr.

Læs også

Fyldt multiarena indviet med håndboldfest

De første beboere forventes at kunne flytte ind i efteråret 2026.

Relateret indhold